Stjerner melder fra til bilshow

Mindst ni bilmærker bliver i år væk fra Europas helt store bilshow IAA i Frankfurt. Det er det hidtil kraftigste udtryk for, at bilproducenterne ikke automatisk møder op.

Nyt om biler

For få år siden var der nærmest mødepligt for bilproducenterne til at deltage i de store biludstillinger. Men nu er pjækkeri blevet mere og mere almindeligt.

Den gigantiske bilmesse Internationale Automobil Ausstellung, IAA, mangler således mindst ni bilmærker, når udstillingen åbner til september i Frankfurt.

Følgende bilmærker har ifølge fagmediet Automobilwoche meldt afbud til årets Frankfurt-udstilling: Fiat, Peugeot, DS, Infiniti, Alfa Romeo, Jeep, Nissan og Mitsubishi. Desuden har Volvo for flere år siden sagt, at mærket ikke deltager i Frankfurt- og Paris-udstillingerne.

50 mærker tilmeldt

Det betyder dog ikke, at der bliver halvtomt i de store messehaller midt i Frankfurt. Mindst 50 bilmærker er indtil videre tilmeldt, siger arrangøren.

De markant mange afbud i år forstærker en tendens, hvor bilproducenterne nøje overvejer, om det giver mening for dem at deltage i biludstillingerne. Det er meget dyrt og ressourcekrævende at være med på særligt de store udstillinger.

I år blev Mini væk fra Genève-udstillingen, og i fjor deltog bl.a. Ford ikke på Paris-salonen.

Flere udstillinger har givet op

De nye tendenser betyder også, at adskillige mellemstore biludstillinger har givet op. Senest er AMI-messen i Leipzig blevet aflyst, og biludstillingerne i Torino og Stockholm er for længst fortid. Heller ikke i København eller Herning er det i adskillige år lykkedes at holde en traditionel biludstilling.

Den faldende interesse for at deltage på udstillinger begrundes – ud over økonomi – især med, at bilproducenterne i en del tilfælde foretrækker at vise deres nyheder ved mere eksklusive solo-arrangementer, hvor de får opmærksomheden for sig selv.

Desuden bruges internettet og sociale medier i stadig højere grad til at skabe interesse om nye biler.