Stoftag skal gøre det sjovt at køre C-klasse

Mercedes-Benz’ mindste sedan er klar til at køre foråret i møde i åben udgave. Dermed findes både C- E- og S-klasse som cabriolet.

Nyt om biler

Traditionelle cabrioleter med stoftag har ikke været Mercedes-Benz’ stærkeste side, men på kort tid er udbuddet vokset fra en til tre. For nylig kom den store S-klasse som cabriolet, og nu på Genèveudstillingen følger C-klassen efter, så både C- E- og S-klassen kan smide toppen.

Bagpartiet virker meget elegant, når kalechen er pakket ned. Her er det AMG-versionen. Fotos: Torben Arent
Bagpartiet virker meget elegant, når kalechen er pakket ned. Her er det AMG-versionen. Fotos: Torben Arent
C Cabriolet er baseret på coupé-udgaven og har stort set identiske dimensioner.

20 sekunders ekspeditionstid

Kalechen, der i standardudgaven er sort, kan åbnes og lukkes på under 20 sekunder ved hastigheder op til 50 km i timen. Efter åbningen pakkes kalechen stille sammen i sit kammer, og låget hen over lukkes, så der ingen spor er tilbage af kalechen.

Som ekstraudstyr kan bestilles en luksuskaleche i mørkebrun, mørkeblå, mørkerød eller sort. Denne kaleche har flere lag, så både støj og varme/kulde holdes bedre ude.

Også med firehjulstræk

Stofkalechen kan hives op af sit skjul på under 20 sekunder.
Stofkalechen kan hives op af sit skjul på under 20 sekunder.
Cabrioleten kan fås med firehjulstræk, og Mercedes-Benz kalder C Cabriolet for en bil til alle årstider.

Bagagerummet er respektable 360 liter, når taget er oppe, men skrumper til 285 liter, når kalechen er foldet ned.

Et stort udvalg af motorer fra C-klasse-familien tilbydes. Ydelserne spænder fra 156 til 367 hk – det sidstnævnte opnås i versionen Mercedes-AMG C43.