Tesla S er ikke bare en ekstrem hurtig elbil, der tager pusten fra selv de mest garvede, når de første gang træder speederen i bund til de op til 416 elheste.
Også salgstallene for luksusbilen spurter afsted. Den skandinaviske importør, der har hovedkvarter i København, oplyser, at der i introduktionsmåneden september blev leveret ca. 75 biler. Inden nytår bliver det et sted mellem 200 og 300 eksemplarer af elbilen, der i en typisk, kraftig version koster ca. 750.000 kr.
![Tesla S-ejere kan nu køre nærmest ubegrænset rundt i Sydnorge i kraft af seks lynladestationer.](/sites/default/files/d6images/tesla-supercharger-2013.jpg)
Afgiftsfritagelse gør bilen billig
Selv om en elbil i kraft af sit dyre batteri er kostbar sammenlignet med benzin- og dieseldrevne, så betyder den totale afgiftsfritagelse i Danmark, at den fem meter lange luksusbil er markant billigere end f.eks. en BMW eller Mercedes-Benz.
Afgiftsfritagelsen gælder til og med 2015.
LÆS OGSÅ: Motors testkørsel af Tesla S
At der ikke er 180 procent afgift på bilen betyder også, at alt ekstraudstyr virker meget billigt set med danske øjne. Stort panoramasoltag og komplet læderindtræk koster således kun 12.000 kr. hver især.
![Ved udgangen af 2014 vil der være så mange lynladere i Europa, at det vil være muligt at køre ad alle de blå transitruter.](/sites/default/files/d6images/tesla-supercharger-u2014.jpg)
2.000 i Norge
Den overvældende danske succes er dog ingenting mod salget i Norge, hvor elbiler ikke bare er fritaget for afgift, men heller ikke betaler moms, bompenge m.m. og må køre i busbaner og parkere gratis.
Op mod 2.000 biler ventes leveret inden nytår, heraf kom de 800 i september. Dermed blev Tesla S den mest solgte bil i Norge den måned.
Lynladere i Danmark næste år
Norge er også det første sted i Europa med et net af lynladere. Seks ekstremt kraftige ladestationer, der kan overføre 120 kWh i timen, er i drift i Norge og dermed er hele Sydnorge dækket. Med den energioverførsel kan batteriet på den store model lades halvt op på 20 minutter.
Det er planen, at et mindre antal lynladere skal være klar i Danmark i første halvdel af 2014.