Fire forældede trafikkort bliver lagt sammen til ét i Vejdirektoratets nye trafikkort, der netop er lanceret med forbedrede og udvidede opdateringer til trafikanterne.
Kortet rummer aktuelle trafikmeldinger og livedata om trafiksituationen fra bl.a. vejkameraer og informationer fra trafikanter, politi, redning og kommuner.
Gule og røde trængselsstriber på kortet viser, hvor tæt trafikken er på vejstrækningerne, hvor der også er markeret vejarbejder og deres aktuelle status. Vil man holdes opdateret om vejarbejde i sit lokalområde, kan man tilmelde sig en mailservice og løbende få besked.
Isblå vinter
I vinterhalvåret viser kortet aktuelle varslinger om vindforhold og glatte veje.
Informationen vil blive vist på en ny og brugervenlig måde, hvor glatføre vil blive fremstillet med en isblå farve, mens farbare veje vil være grå. Snerydning og saltning vil også være markeret, så man tydeligt kan se, hvornår der senest har været saltet.
Derudover kan man se luft- og vejtemperaturer over hele landet. Der vil også være vintertrafikmeldinger for udvalgte cykelstier.
Frihøjder og vægtgrænser
Erhvervschauffører kan desuden få glæde af oversigten over frihøjder og vægtgrænser. Der er også mulighed for at tilmelde sig en mailbesked, når der er omkørsler for modulvogntog.
Trafikkortet vil i begyndelsen af næste år blive udbygget med en rutefunktion, så man få trafikmeldinger og få beregnet rejsetiden fra f.eks. sin bopæl til sit arbejde.
Der arbejdes også på, at kortet bliver tilgængeligt via en app. I dag er der særskilte apps med vintertrafik, trafikinfo og info om trafik i regionalområder.