USAs mest solgte bil på slankekur

Ford tager drastiske midler i brug for at nedbringe brændstofforbruget på den næste generation af F-150.

Nyt om biler

I de seneste 37 år har Ford F-150 været USAs bedst solgte bil. Alene i 2013 solgte Ford flere end 760.000 styk, og dermed var hver fjerde solgte Ford en F-150.

F-150 bliver egentlig ikke kategoriseret som en bil i USA, men som en 'truck' – det, vi i Europa ville kalde en pickup. Men trucks er også udbredte som privatbiler i USA, og det er derfor, biltypen også indgår i salgsstatistikkerne over de mest solgte biler.

Og ikke alene sælger bilfabrikkerne mange af denne type biler, det er også nogle af dem, hvor fortjenesten er størst, for konstruktionen er relativt primitiv, og udviklingsomkostningerne til at overse.

Truck i aluminium

Det var derfor intet mindre end Detroit-udstillingens største sensation, da Ford kunne afsløre, at den nye udgave af F-150 vil blive fremstillet i materialer, der er en hel del mere eksotiske – og dyrere – end det stål, der hidtil har været anvendt. Rammechassiset bliver nu fremstillet i højstyrkestål, mens alle karrosseridele er lavet i aluminium.

Årsagen er simpel: Alle midler må tages i brug for at få bilen til at køre længere på literen, for bilindustrien i USA har indgået en aftale med regeringen, som den vi kender i Europa: i 2025 skal alle en fabriks solgte biler leve op til et gennemsnitsforbrug på 54,5 miles pr. gallon, cirka 23 km/l. I dag er det de færreste trucks, der kan præstere mere end 10 km/l.

Mindre motorer

Og selv om Ford også er begyndt at sælge Fiesta og Focus i USA, skal der immervæk mange eksemplarer af de små, brændstoføkonomiske biler til for at opveje de tunge trucks’ benzintørst. For paradokset er, at amerikanerne stadig vil have store motorer i deres trucks, selv om bilerne sjældent skal bruges til det, de er konstrueret til, nemlig at fragte tunge læs.

Ford mødte også masser af kritik, da firmaet i 2011 introducerede en 3.5-liters V6-turbomotor i F150-programmet, men det viste sig, at selv om truck-køberne er nogle af de mest konservative bilkøbere overhovedet, tog de motoren til sig, og i dag har 40 procent af alle solgte F-150 en V6 Ecoboost-motor, selv om den faktisk er dyrere end en V8.

Med brugen af aluminium bliver vægtbesparelsen på næsten 350 kg, og det gør det muligt for Ford at installere en endnu mindre, 2.7-liters Ecoboost V6 i F-150, uden at det går ud over præstationerne. Til gengæld sløjfer man den største 6.2-liters V8 fra programmet.