En af de større nyheder på dette års biludstilling i Genève er Volvo V40. Selve bilen har vi tidligere beskrevet, men efter afsløringen på standen i Genève foreligger der mere detaljerede oplysninger om en særlig sikkerhedsfunktion, som Volvo indtil videre er ene om at kunne tilbyde.
Skulle man være uheldig at ramme en fodgænger med bilens front, er der gjort ekstra meget for at sikre en 'blød landing' for at minimere personskaderne.
Først 'popper' selve motorhjelmen op, så der ikke er hårde motordele lige under hjelmen, der kan skade kroppen, dernæst pustes en luftpude op, der lægger sig som en pølse langs underkanten af forruden og langs de hårde vinduesrammer. Dermed kan Volvo sikre, at skaderne bliver så få og små som muligt.
Socialt ansvar
Ifølge Volvo er det ikke i sig selv de skærpede krav til fodgængerbeskyttelse, som er indført af Euro NCAP, der er årsagen til den integrerede airbag. Volvo V40 ville i lighed med andre kunne opnå tilstrækkeligt med point til at nå de eftertragtede fem stjerner i kollisionstesten.
Men for den lille svenske bilproducent er det ikke nok, kun at være god nok. Mærket vil forfølge sin historiske position som producent af ekstra sikre biler, og denne gang er det ikke føreren og passagererne, der har fået alle fordelene. Fremtidens fokusområde for Volvo er det sociale ansvar, og med den særlige fodgængerairbag får kommende V40-ejere mulighed for at vise sin sociale ansvarlighed gennem den ekstra sikre indretning af bilens front.
Sensorer mærker sammenstødet
For at sikre at motorhjelmen løftes, og airbagen pustes op, inden fodgængeren hamrer sit hoved ned i bilen, er der placeret en række følere i fronten, der skal mærke, om bilen rammer en person.
En lang række scenarier er testet dels for at sikre, at systemet arbejder hurtigt nok, dels for at sikre, at airbagen kun pustes op, når der reelt er behov for den. En utilsigtet udløsning af luftpuden vil både være farlig og dyr.
Motor har erfaret, at den livredende fodgængerairbag vil være standard i alle udgaver af Volvo V40, når bilen introduceres herhjemme til sommer.