Mange børn og unge er ikke klar over, at bilister ikke kan se dem, når mørket falder på, og hvor farligt det er.
Derfor lancerer FDM nu en række videofilm, der skal gøre opmærksom på problemet og få de unge trafikanter til at ændre adfærd. I en af filmene illustreres faren ved ikke at være synlig for bilisterne med en dramatisk påkørsel af en testdukke foran en gruppe børn og unge.
”Børnene, der deltog i vores optagelser, blev alle meget overrasket over at se, hvor slemt det kan gå, og hvor svært det er at se de bløde trafikanter som fodgængere og cyklister, når de ikke har reflekser eller lygter på. Derfor håber vi, at den her event hjælper børnene med at forstå, hvor farligt det er, når de bevæger sig ud i mørket uden reflekser og lys,” siger kursuschef Michael Malmquist fra FDM Sjællandsringen.
I andre af øvelsesfilmene vises forskellen på, hvor lidt og hvor meget bilisten kan se i mørket, afhængigt af om fodgængerne og cyklisterne bærer reflekser og lygter eller ej. I løbet af de næste uger offentliggøres flere film på www.fdm.dk/bliv-set. FDM opfordrer forældre til at se filmene sammen med deres børn og hjælpe dem med at blive klædt på til at være trafiksikker i mørket.
FDMs gode råd til at blive set i mørket
- Tag ansvar for din egen synlighed i trafikken – og hjælp dit barn med at gøre sig synlig
- Brug af trafikvest er en rigtig god måde at gøre sig synlig i mørket
- Sæt evt. små, blinkende cykellygter fast på tøjet – de er effektive og meget synlige i mørket, især når der ikke er billygter eller anden belysning, der aktiverer reflekserne
- Stå ikke helt stille, men bevæg dig lidt – en refleks i bevægelse er mere synlig
- Gå imod trafikken, så bilisten kan se dig
- Find en trafiksikker påklædning, der passer dig både i stil og størrelse – og husk det, hver gang du går ud i mørket
FDM opfordrer desuden trafikanterne til at dele idéer til smart, trafiksikker påklædning med andre på www.facebook.com/FDM.dk og uploade billeder af sig selv med reflekser, lysdioder etc.
Selvom udviklingen i antallet af trafikulykker går i den rigtige retning, og antallet af trafikdræbte i Danmark i 2011 var det laveste tal siden 1930’erne, er det stadig for mange, der bliver dræbt og kommer alvorligt til skade i trafikken. FDM ønsker med ”Bliv set i mørket”-filmene at være med til at gøre dette tal endnu lavere.