Med firehjulstræk og forhøjet frihøjde kan Volvo V90 Cross Country køre steder, hvor de normale udgaver må give op.
Af
Søren W. Rasmussen
Foto
Volvo
Nyt om biler
Semi-offroaderen er i virkeligheden efterfølger til Volvo XC70, men navnet er ændret til V90 Cross Country. Fotos: Volvo
I mange lande har Volvo XC70 været mere populær end den traditionelle V70, og med overgangen til den nye 90-generation, har mange derfor ventet i spænding på efterfølgeren.
Den store XC90 havde dog allerede taget det mest naturlige navn, så Volvo har måttet gå tilbage til efternavnet Cross Country, som også var det, der blev benyttet i de to første generationer af den firehjulstrukne stationcar.
21 cm frihøjde
Volvo V90 Cross Country er bygget på samme platform som V90, men kommer kun i firehjulstrukne udgaver. Undervognen er hævet intet mindre end seks cm, og dækdimensionen er øget, så den maksimale frihøjde nu når 21 cm. Det vil give bilen gode egenskaber i terrænet.
Frihøjden er oppe på 21 cm takket være en seks cm højere undervogn og større hjul. Skærmkanter giver bilen et mere råt ydre.
For at undgå problemer er undervognen ekstra beskyttet for og bag, lige som der er monteret plastskærmkanter og ekstra beskyttelse langs siden af bilen. Det får den til at se mere rå ud og giver en fin blanding af et barsk ydre og et eksklusivt interiør.
Automatisk firehjulstræk
Firehjulstrækket er udviddet til også at omfatte hjælp til nedkørsel af stejle skråninger og er ellers helt fuldautomatisk.
Indvendigt er V90 Cross Country identisk med V90 og byder dermed på et flot interiør med mulighed for at sammensætte mange farver og materialer efter eget ønske.
Den nye V90 Cross Country er i Danmark til marts næste år. Sammenlignet med den almindelige V90 er merprisen 45.000 kr., hvilket betyder, at billigste udgave koster 707.000 kr. V90 Cross Country må trække op til 2.500 kg.