Volkswagen AG er nu klar med en handlingsplan for udbedringen af det det ulovlige software, der har haft til formål at få bilerne igennem den lovpligtige typegodkendelsestest. Det skriver Volkswagen i en meddelelse tirsdag.
Ifølge VW er der udarbejdet tekniske løsninger, som præsenteres i oktober måned. Det forlyder fra VW, at fem millioner ud af 11 millioner biler på verdensplan skal forbi et VW-værksted, så snart den endelige godkendelse foreligger. Hvad den tekniske løsning indebærer er stadig ukendt.
Her hjemme drejer det sig ifølge VW Danmark om knapt 91.000 biler, som fordeler sig på VW-koncernens forskellige mærker:
VW: ca. 53.000 biler
Audi: ca. 14.000 biler
Skoda: ca. 16.000 biler
Seat: ca. 7.000 biler
Løsning til oktober
”Med handlingsplanen bliver de berørte kunder nu også som et første skridt informeret individuelt om, at deres bils emissionsforhold kan udbedres. Handlingsplanen omfatter også, at Volkswagen og koncernens øvrige mærker allerede i oktober vil fremvise de tekniske løsninger og deres implementering for de pågældende nationale registreringsmyndigheder og først skal have tiltagene godkendt – i rækkefølge efter de pågældende modeller med dieselmotorer af typen EA 189. Efterfølgende vil kunderne blive informeret om den tekniske løsning til udbedring af deres bil, hvorefter de vil kunne aftale tid på værkstedet,” skriver Volkswagen Danmark i sin meddelelse.
Ifølge Volkswagen AG vil man desuden etablere nationale websites for de forskellige bilmærker, hvor bilejerne løbende vil blive informeret om arbejdet med udbedringerne.
FDM klar til at hjælpe bilejerne
Som FDM kunne fortælle mandag, har VW Danmark allerede kontaktet Trafikstyrelsen og forespurgt på muligheden for at kontakte de berørte ejere via CRM-registret.
Præcis hvilken teknisk løsning der er tale om, melder Volkswagen ikke noget om.
FDM opfordrer berørte bilejere, der bliver kontaktet, til at følge VWs anvisninger, som FDM samtidig vil følge tæt.
”Vi ser med stor alvor på sagen og kan kun tage afstand fra VWs manipulation, som er dybt uacceptabel. Derfor er vi også tilfreds med, at VW-koncernen hurtigt vil iværksætte en plan, så der kan blive rettet op på den ulovlige software. Det er noget, vi i FDM vil følge tæt i forhold til, hvorvidt der evt. er grundlag for eller behov for et retsligt efterspil på vegne af de danske forbrugere,” siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk og tilføjer:
”Som udgangspunkt er der ikke grund til at tro, at bilejerne, skandalen til trods, har lidt noget tab, men det er klart, at hvis udbedringen eksempelvis resulterer i, at den enkelte bil får en markant ringere ydeevne eller et forhøjet brændstofforbrug, er situationen en anden, og så vil vi være klar til at bistå de danske bilejere både teknisk og juridisk.”