
Dermed kan vi se, at Arteon er en femdørs, fempersoners bil med elegante linjer i en ganske afrundet form set i profil. Fronten er mere markant og muskuløs end på Passat, og samtidig med en mere ’nedhængende’ motorhjelm. LED-lygter bliver standard.
Mellem Passat og E-klasse
Arteon er en slags efterfølger for CC-modellen, der var en lav, luksuriøs Passat. Men Arteon vil være mere end en nichebil med coupéform og rammeløse døre – den bliver et nyt flagskib omtrent et halvt nummer større end Passat.

Dermed placerer Arteon sig over Passat og konkurrenter og under den næste klasse med Mercedes-Benz E-klasse.
Arteon er med sine 4,86 meter i længden ni cm længere end Passat, mens akselafstanden er øget fem cm til 2,84 meter. Der er dog stadig et godt stykke op til en E-klasse.
Rummelig er bilen også i bagagerummet, som rummer mellem 563 og 1.557 liter.

Seks firecylindrede motorer
Det tekniske fundament er det samme som hos Passat, MQB-platformen, som betyder forhjulstræk med firehjulstræk som tilvalg og motorer med maks. fire cylindre.
I Arteons tilfælde bliver der valg mellem 150 og 190 hk både som benzin og diesel samt 280 hestes benzin og 240 hestes diesel. Der er indtil videre ingen hybridversion – lidt besynderligt at der ikke lægges ud med sådan en i betragtning af, hvor meget VW ellers på det sensete har slået på tromme for sin grønne, elektrificerede fremtid.

Arteon er klar til de første kunder til sommer. Billigste version i Danmark, 2.0 TDI Eelgance med 150 hk og DSG-gear, kommer til at koste ca. 550.000-560.000 kr.