VW løfter hatten for SUV-stime

Konceptbilen T-Cross er budbringer om, at VW omsider er på vej med en lille crossover. Men inden da kommer en Golf-SUV og en forlænget Tiguan.

Nyt om biler

Giganten VW har helt mistolket SUV- og crossover-bevægelsen.

Det meste af designet skal nok gå igen på den færdige version - men i første omgang med tag. Fotos: Torben Arent
Det meste af designet skal nok gå igen på den færdige version - men i første omgang med tag. Fotos: Torben Arent
Ganske vist er det tyske mærke nået til anden generation af både den store Touareg og den mellemstore Tiguan, men væksten har været i de endnu mindre klasser. Og her er VW stadig ikke.

Polo-SUV

Den misere skal der nu laves om på, kan man se på Genèveudstillingen. Konceptbilen T-Cross Breeze er et varsel om en lille crossover i Polo-størrelse og dermed konkurrent til bl.a. Opel Mokka X og Renault Captur.

Den lysegrønne ”Summer Green”konceptbil er 4,13 meter kort, en anelse mere end en Polo, men markant bredere med sine 1,80 meter. Velvoksen er også akselafstanden på 2,57 meter. Motoren er en 1.0 turbobenzin med 110 hk. 

VW er ikke konkret med, hvornår en Polo-SUV kan være klar, men det bliver formentlig først i 2018.

Måske også åben version

T-Cross Breeze bliver til en konkurrent til bl.a. Opel Mokka X - men først om et par år.
T-Cross Breeze bliver til en konkurrent til bl.a. Opel Mokka X - men først om et par år.
T-Cross har tilnavnet Breeze med henvisning til den friske luft, der kommer ind i den åbne bil. Når bilen går i produktion, bliver det med almindeligt karrosseri, men på Genève-udstillingen antydede VW-udviklingschef Frank Welsch, at man sagtens kunne finde på at sætte en åben udgave i produktion også.

En sådan åben crossover findes ikke i miniklassen. Det nærmeste er Range Rovers nye Evoque cabriolet.

Inden T-Cross bliver til virkelighed, kommer en forlænget Tiguan og – hvad der er vigtigere i Europa – en Golf-SUV som udfordrer til Nissan Qashqai.