VW-sagen: Ejerafgiften bliver ikke berørt

Ejerafgiften på de op mod 91.000 Volkswagen biler, der er berørt af diesel-skandalen, kommer ikke til at stige, vurderer FDM. Intet tyder på at der er snydt med, hvor langt bilen kører på literen.

Bilist

Mange bekymrede VW-ejere spørger i disse dage FDM, om der er risiko for, at ejerafgiften på deres bil stiger, hvis det viser sig, at bilen kører kortere på literen, end Volkswagen har opgivet. Men det er der intet, der tyder på.

-Volkswagen har snydt med, hvor meget NOx, bilerne udleder. Det har ikke umiddelbart noget at gøre med, hvor langt bilen kører på literen. Det er, hvor langt bilen kører på literen, der er afgørende for, hvad man betaler i ejerafgift. Og foreløbig tyder det ikke på, at der er snydt med dette, forklarer Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDMs politiske sekretariat.

Volkswagen samarbejder

Hvis EU tilbagekalder typegodkendelsen på bilerne, kunne det i teorien betyde, at man ville ændre på bilernes ejerafgifter. Det vurderer Torben Lund Kudsk dog ikke kommer til at ske:

-EU har ingen grund til at tilbagekalde typegodkendelserne på bilerne. Volkswagen er samarbejdsvillige og arbejder på at løse problemet. Og så længe de gør det, har EU ingen grund til at reagere.  

Bilejere skal holdes skadesløse

Skulle der ske en ny udvikling i VW-sagen, og man mod forventning overvejer at ændre på de berørte bilers afgift, er det FDMs klare holdning, at bilejerne skal holdes skadesløse.

-Det skal ikke være de danske bilejere, der skal bøde for Volkswagens svindel.  Vi vil derfor kæmpe for, at ejere af berørte biler holdes skadesløse. Vi følger derfor sagens udvikling tæt og fortsætter dialogen med de involverede parter, understreger Torben Lund Kudsk.

LÆS OGSÅ: Alt om VW-sagen samlet på fdm.dk