I 2015 var det Mercedes-Benz C-klasse, der blev kåret som Årets Brugtbil, og i 2016 er det BMWs 3-serie der kan smykke sig med titlen.
Dermed er det for andet år i træk en premiumbil, der bliver kåret til Årets Brugtbil. Det er med til at understrege, at på brugtbilsmarkedet er de dyre biler mest interessante.
Gennemprøvet tysker
Det er den faceliftede 3-serie af årgang 2008-2012, der blev kåret til Årets Brugtbil 2016. Det er en model med få fejl, og hvor teknikken er gennemprøvet. Kun 2-liters dieselmotoren skal man være opmærksom på. Ellers er kabine, affjedring og øvrige motorer af høj kvalitet.
En BMW 318d fra 2011 koster omkring 240.000 kr. ifølge Bilbasen.
Focus tæt på
Men BMWs sejr var ikke stensikker. Ford Focus fik næsten ligeså mange point, og det understreger, hvor godt et køb Focus er. Den kom frem i 2011, og kan bl.a. fås med automatisk nødbremse som ekstraudstyr, samtidig med at den generelt set har et højt udstyrsniveau. Prisen for en 2011 Ford Focus 1.6 TDCI er 138.000 kr.
FDMs favoritter
På de følgende to pladser kom FDMs favoritbiler.
Toyota Avensis var Motors Karsten Meyland Lemches favorit. En bil med høj teknisk kvalitet, trykfølsom skærm og med god plads til hele familien.
Seniortekniker Jørgen Jørgensen havde Nissan Qashqai som favorit, hvor han vægter bilens høje indstigning samt de mange veludrustede modeller, der er på markedet. Priserne for 2011-årgangen af Toyota Avensis 2.0D er 151.000 kr. i gennemsnit, og Nissan Qashqai 1.5 dCi koster 169.000 kr. i gennemsnit.
Lille sorteper
Den mindste bil i finalefeltet fik sidstepladsen. Det er Honda Jazz, der trods en meget høj teknisk kvalitet, et fleksibelt bagsæde og titlen som Årets Bil i Danmark 2009. Men udviklingen på små biler går hurtigt, og priserne falder. Som bilkøber får man ofte en bedre bil for pengene ved at købe en ny minibil. Her er prisfaldene i kroner markant større på de store biler, hvorfor de er mere interessante som brugtbilskøb.
SE OGSÅ: Fem i finalen til Årets Brugtbil
Årets Brugtbil bliver kåret af en 16 personers jury, der består af fagfolk og biljournalister. Dertil har også brugerne på bilbasen en stemme.
Tidligere vindere af Årets Brugtbil
2015: Mercedes-Benz C-klasse, årgang 2007-2011
2014: Honda Civic, årgang 2006-2012
2013: Toyota Avensis, årgang 2007
2012: Honda Accord, årgang 2009
2011: Kia Ceed, årgang 2007
2010: Opel Astra, årgang 2005
2009: Ford Focus, årgang 2005
2008: Ford Mondeo, årgang 2004
2007: Mazda 6, årgang 2003
2006: Skoda Fabia, årgang 2001