Hyundais satsning på grønne teknologier har fået et stort dansk skulderklap.
Motorjournalisternes Klub Danmark, MKD, har tildelt sin ærespris 2016 til Hyundai Ioniq, der kommer til at omfatte hele tre elektriske versioner: ren elbil, el-benzin-hybrid og opladningshybrid.
Ioniq deltog også i Årets Bil i Danmark-konkurrencen, men kom ikke i finalen.
SE OGSÅ: Årets Bil i Danmark: Peugeot 3008
MKDs begrundelse lyder:
”Ioniq tilbyder tre niveauer af miljøvenlighed, ren samvittighed og et indtryk af solid teknik og mekanik til priser under 300.000 kr. for de to tilgængelige varianter på nuværende tidspunkt (hybrid og el). Ioniq giver el- og hybridbilismen et venligt skub fremad.”
Lanceres løbende gennem 2017
Hyundai Ioniqs tre versioner passer til forskellige kørselsbehov og lanceres løbende i 2017. Hybridversionen kommer til februar, elbilen følger i løbet af foråret, mens opladningshybriden kommer til sensommeren.
Prisen på elbilen begynder ved 274.000 kr., og hybridversionen fås fra 303.000 kr. Prisen på opladningshybriden kendes endnu ikke.
Årets bil i Norge
I elbils-mekkaet Norge er Ioniq netop kåret til årets bil. Der er allerede solgt flere end 2.000 eksemplarer i fjeldlandet.
De øvrige kandidater til æresprisen var: Alfa Romeo Giulia for køreglæde, Tesla X for wau-oplevelse i kabinen, Suzuki Baleno for god sikkerhed og meget udstyr til lav pris samt Opels On Star-nødkalds- og service-system.
SE OGSÅ: Grønt lys til grønne biler (Motors første kørsel i Ioniq)