Det ser ikke godt ud for trafiksikkerheden i Danmark, når man alene ser på dødsulykker i 2016. 160 personer har mistet livet ved trafikulykker i årets første ni måneder mod 121 i samme periode i fjor. Det er en stigning på 32 procent.
Om det er et kortere, lidt tilfældigt udsving i de forholdsvis små tal, eller om det er udtryk for en stigende tendens, kan kun de kommende år vise.
Uændret antal kvæstede
At det muligvis ikke står helt skidt til med sikkerheden i den danske trafik, kunne de større tal for tilskadekomne antyde. Vejdirektoratets foreløbige tal viser, at antallet af kvæstede er helt uændret fra 2015 til 2016, nemlig 2.400.
2016 bliver under ingen omstændigheder et rekordår for sikkerheden. Hele sidste år døde 178 på vejene, mens tallet i år er oppe på de 160 efter ni måneder.
September var skidt
Alene september trak kraftigt den forkerte vej. 29 mistede livet i år mod 16 i september 2016.
For høje hastigheder og for lidt opmærksomhed i trafikken er de to væsentligste faktorer til det høje antal dræbte i september, vurderer Vejdirektoratet.
-Vi ser en del ulykker, hvor der er kørt for stærkt i forhold til forholdene, eller hvor trafikanterne har været uopmærksomme eller ikke har orienteret sig godt nok i trafikken, forklarer Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder for Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling.