En unik bil går på pension

Mercedes-Benz dropper R-klassen, som var en særlig blanding af SUV, MPV og stationcar. 12 år nåede bilen at leve, men skabte aldrig en ny klasse.

Nyt om biler

R-klassen går nu på pension. Produktionen stopper ultimativt til september, bekræfter Daimler.

Det var også på tide, vil nogen nok mene, for det er 12 år siden, at bilen blev lanceret.

Blanding af SUV, MPV og stationcar

Mercedes-Benz R-klasse går på pension efter at have levet i 12 år. Audi og BMW fulgte aldrig efter med en lignende model. Foto: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz R-klasse går på pension efter at have levet i 12 år. Audi og BMW fulgte aldrig efter med en lignende model. Foto: Mercedes-Benz
R-klassen er en ægte crossover, for den blander på sælsom vis flere biltyper: SUV, MPV og stationcar. Det troede man hos Mercedes-Benz, at der var interesse for, da konceptet blev undfanget lige efter årtusindeskiftet.

Modellen har da også klaret sig og haft sine fans, men nogen ny klasse formåede R-klassen ikke at skabe. Chrysler og Dodge, som Mercedes-Benz dengang var i familie med, er nok eneste andre, der rigtig betrådte den vej.

Kun i Kina til sidst

Det er flere år siden, at modellen udgik i Europa. Nu sælges den kun i Kina, hvor den kan erhverves frem til årsskiftet.

Der er gennem årene (2006-2015) nyregistreret ganske mange R-klasser i Danmark. 156 på hvide plader og 314 på gule eller papegøjeplader. Men bestanden i dag er endnu højere, nemlig 528. Det skyldes givetvis brugtimport fra primært Tyskland.

Chrysler og Dodge havde samme idé

Første generation af Chrysler Pacifica var også en blanding af MPV og SUV. Den efterfølgende generation skiftede tilbage til 'ægte' MPV. Foto: Chrysler
Første generation af Chrysler Pacifica var også en blanding af MPV og SUV. Den efterfølgende generation skiftede tilbage til 'ægte' MPV. Foto: Chrysler
Chrysler var på samme spor som Mercedes-Benz. I perioden 2004-2008 havde mærket Pacifica – en lav MPV eller en høj stationcar. Dem blev der solgt blot 32 af i Danmark, hvoraf kun halvdelen stadig kører på danske veje.

Søstermærker Dodge kom i 2008 på samme tanker med Journey, der siden er blevet opdateret og i Europa har ændret navn til Fiat Freemont. Journey blev indregistreret i 47 eksemplarer, men kun 27 er tilbage.

Andre tager over

Der eksisterer 77 Fiat Freemont i Danmark, idet den kun blev solgt i 2013 og 2014.

Selv om typens bannerfører nu trækker sig tilbage, har andre taget ved lære. Renault og Peugeot bruger lidt af de samme virkemidler for at gøre  hhv. Espace og 3008/5008 mere sexede.

SE OGSÅ: Amerikansk Fiat fra Mexico til Danmark