Grammene rasler måske ikke lige frem af, men det går stabilt frem for næsten alle bilmærker med at sænke CO2-udslippet.
Nye personbiler solgt i Europa i 2015 udleder i gennemsnit 119,3 gram CO2 pr. km. Det er en forbedring på 4,0 gram eller 3,2 procent fra 2014, viser en opgørelse fra analysefirmaet Jato Dynamics.
De fire gram er en solid fremgang, da faldet fra 2013 til 2014 var på 3,5 gram. Og jo længere ned, udslippet kommer, jo sværere er det at forbedre yderligere.
Alle tal er baseret på de officielle forbrugstal. Selv om tallene kan afvige en del fra bilisternes hverdagsoplevelse, som Volkswagen-sagen har understreget, og at afvigelsen har været stigende, giver de officielle tal en rimelig indikation på udviklingen.
Franske mærker i front
Peugeot og Citroën har overhalet Renault, der har haft den grønne førertrøje på i flere år. Peugeot er nu i denne forstand Europas mest grønne bilmærke efter en markant forbedring på 5,8 gram på et år.
Det er den tredje bedste forbedring blandt alle mærker. 103,5 gram CO2 pr. km udleder en gennemsnits-Peugeot solgt i 2015. Fremgangen kan især tilskrives mærkets nye trecylindrede benzinmotorer.
Søstermærket Citroën ligger nr. to med 105,7 gram, et mulehår foran Renault.
Nissan og Fiat i forkert retning, Land Rover langt fra mål
Land Rover har den største fremgang af alle med 11,4 gram, men er ikke med på listen over de 20 mest solgte mærker. Skoda har næststørst forbedring med 6,2 gram.
To mærker har haft stigende CO2-udledning: Nissan og Fiat. I Nissans tilfælde skyldes det især stort salg af Qashqai med øget andel af benzinmotorer.
Både Audi, Opel, Kia, BMW og Mercedes-Benz får klemt sig under de 130 gram fra 2014 til 2015, og dermed klarer alle mærker - på nær Land Rover – EU's 2015-krav, der lyder på netop 130 gram – opgjort på koncernbasis.
For de tre luksusmærker var målet dog ikke i fare, da Mini trækker BMW-mærket ned, Smart pynter på Daimlers tal, og Audis udledning indgår i Volkswagens opgørelse.
Næste mål: 95 gram
Men mange bilkoncerner står over for en barsk opgave. Inden 2021 skal gennemsnittet for nye biler ned på 95 gram – en voldsom stramning på 5,8 gram i gennemsnit. Duksen hos Peugeot-Citroën mangler derimod kun ti gram i alt.
Indførelsen af ny testprocedure i 2017, WLTP, vil gøre de officielle forbrugstal lidt dårligere end nu, og dermed bliver opgaven endnu større, særligt for bilproducenterne i den tunge halvdel.
Mange bilmærker har kurs mod 100 gram CO2 |
|||||
Placering |
Mærke |
CO2 2015 (g/km) |
CO2 2014 (g/km) |
Ændring (g/km) |
Placering 2014 |
1 |
Peugeot |
103,5 |
109,3 |
-5,8 |
2 |
2 |
Citroën |
105,7 |
110,8 |
-5,1 |
3 |
3 |
Renault |
105,9 |
108,4 |
-2,4 |
1 |
4 |
Toyota |
107,7 |
112,5 |
-4,9 |
4 |
5 |
Nissan |
114,3 |
113,8 |
0,5 |
5 |
6 |
Skoda |
115,4 |
121,5 |
-6,2 |
8 |
7 |
Seat |
116,8 |
117,4 |
-0,6 |
6 |
8 |
Mini |
117 |
122,1 |
-5,1 |
- |
9 |
Fiat |
117,8 |
117,4 |
0,3 |
7 |
10 |
VW |
117,8 |
123,4 |
-5,6 |
10 |
11 |
Ford |
118,1 |
121,8 |
-3,6 |
9 |
12 |
Dacia |
121,9 |
125,7 |
-3,8 |
12 |
13 |
Volvo |
123,8 |
126,4 |
-2,6 |
13 |
14 |
Opel/Vauxhall |
126,3 |
130,3 |
-3,9 |
16 |
15 |
Audi |
127,3 |
132,4 |
-5 |
18 |
16 |
Mazda |
127,4 |
128,9 |
-1,4 |
14 |
17 |
Hyundai |
127,5 |
129,8 |
-2,3 |
15 |
18 |
Kia |
127,7 |
130,9 |
-3,2 |
17 |
19 |
BMW |
128 |
133 |
-5 |
19 |
20 |
Mercedes-Benz |
128,2 |
133,5 |
-5,3 |
20 |
|
Gennemsnit* |
119,3 |
123,3 |
4 |
|
*Inklusive mærker, der ikke er blandt de 20 mest solgte. Mini er ny på top 20 i salgstal, mens Suzuki er røget ud. |
|||||
Kilde: Jato Dynamics |