FDMs Benzinpriser-app slår rekord

Interessen for FDMs Benzinpriser-app er steget markant i takt med de seneste ugers prisstigning på brændstof.

Bilist

De seneste ugers rekordhøje brændstofpriser har fået bilejere til at vise overvældende interesse for at downloade app’en ”FDM - Benzinpriser”. App’en er en den udgave af hjemmesiden fdmbenzinpriser.dk, som man kan hente til iPhone.

Ikke færre end 27.029 gange blev app’en downloadet i Apples App Store i uge 7 (13.-19. februar), og dermed slog FDM for en stund det populære spil Wordfeud af pinden som den mest downloadede gratis app.

Da app’en blev introduceret for et halvt år side, blev den downloadet ca. 15.000 gange i den første uge, og herefter fandt den et naturligt leje på ca. 2.000 downloads pr. uge. Interessen i uge 7 var altså 13 gange højere end normalt. I uge 8 er ”FDM-benzinpriser” downloadet godt 9.000 gange.

Dobbelt så mange indberetninger

Den overvældende interesse kan også ses på antallet af indberetninger på fdmbenzinpriser.dk og via app’en. I uge 7 var der lige under 27.000 indberetninger af brændstofpriser på landets tankstationer. Det var dobbelt så mange som ugen forinden.

- Benzinpriser.dk fungerer kun, fordi brugerne er villige til at indberette priser. Derfor er det glædeligt, at så mange downloader vores app og benytter hjemmesiden, så priserne altid er så opdaterede som muligt, forklarer Peter Bruhn, onlinechef i FDM.

Bilist hjælper bilist

Interessen fra brugerne ses også i mange af de henvendelser FDM modtager med forslag til forbedringer af app’en og benzinpriser.dk.

- Bilisterne går naturligvis meget op i brændstofpriser, og med vores værktøj har de mulighed for at hjælpe hinanden til at finde de billigste priser. Samtidig får vi gode input til at gøre denne service bedre, og vi arbejder løbende på at optimere hjemmesiden og app’en, siger Peter Bruhn.


Læs hvordan du henter ”FDM – Benzinpriser” til iPhone her:
 

Har du en Android-baseret telefon kan du hente ”FDM - Min Bil” applikationen via Android Market.