Lige numre er finere end ulige. I hvert fald hos BMW.
Mærket har i et stykke tid været i gang med at ’opgradere’ de mere elegante, eksklusive eller hurtige modelvarianter til de lige modelserier, altså 2, 4 og 6. Desuden er en 8-serie på vej, i første omgang med en coupé.

Hatchback-form
Biltypen kan hos BMW ses som en praktisk femdørs, men BMW vil hellere omtale den som en fire-/femdørs coupé. Vi kunne også kalde den en fastback.
Under alle omstændigheder er det en praktisk og rummelig bil med meget stort bagagerum og fyrstelig bagsædeplads.
Navigation og læder standard
6 GT får højt udstyrsniveau som standard – og formentlig en noget højere pris end da bilen var medlem af 5-serien. Som standard har den blandt andet stort navigationsanlæg, lædersæder og assistentsystemer, der omfatter nødbremse med persongenkendelse.

Dynamisk hækspoiler
En markant ny funktion er bagspoileren, der hæver sig automatisk fra hastigheder på 120 km/t. og går ned, når bilen kommer under 80 km/t. Det er med til at bringe cW-værdien helt ned på 0,25.
Luftaffjedring på bagakslen er standard, og kunderne kan tilvælge ’Executive Drive’, hvor man blandt andet kan justere frihøjden op med 20 mm eller ned med 10 mm.
BMW lægger ud med tre motorer: 630i (258 hk), 640i (340 hk) og 630d (265 hk). Alle har ottetrins Steptronic-automatgear.

Større end 5 Touring
Bilen er stor. Den er 5,09 m lang, 1,90 m bred og 1,54 m høj. Akselafstanden er 3,07 m. Bagagerummet er på 610 liter, hvilket er 110 liter mere end hos forgængeren og 40 liter mere end i 5-serie stationcar.
SE OGSÅ: BMW 5 Touring - bagenden er det store fortrin
GT’en er også 15 cm længere og har en øget akselafstand på ni cm.
6-serie Gran Turismo har udstillingspremiere på Frankfurt-udstillingen i september og lanceres i Danmark til november.
SE OGSÅ: BMWs 8-serie stikker næsen frem