Det bliver først midt i 2017, at det nye bilfirma Fisker Inc. viser sin første model, men nu er der kommet tegninger, som giver et indtryk af den nye super-elbil.
Skitserne, som kan være taknemmelige, viser en stærk emotionel bil, der får Tesla S til at se næsten ordinær ud. Særlige kendetegn er de enorme hjul, den yderst kurvede motorhjelm og taglinje.
Vi får også et navn: EMotion – stavet således. Om det også bliver produktionsmodellens navn, er ikke klart.
Vises til sommer
Næste trin i afsløringen sker til sommer, hvor bilen i en eller anden form vises rent fysisk. Ved den lejlighed eller kort efter vil Fisker også fortælle, hvor og af hvem bilen skal bygges. Det bliver på en eksisterende fabrik.
Alle Fisker-bilerne – der skal komme flere modeller – bliver rent elektriske. Henrik Fisker siger i en pressemeddelelse, at bilen vil ’omdefinere det rent elektriske luksus-segment ved at blive den første sedan, der kan præstere en rækkevidde på 640 km.’ Tophastigheden angives til 260 km/t.
Samtidig vil der blive god plads i kabinen, loves der. Det samme kunne man ikke sige om opladningshybriden Fisker Karma.
Helt ny batteriteknologi
For at opnå lang rækkevidde og stor rummelighed vil Fisker Inc. benytte en helt ny batteriteknologi, hvor der indgår det nye kulstof-materiale grafen. Flere betvivler, at det skulle være klart til masseproduktion.
Men det er i hvert fald det, et andet nyt Fisker-firma, Fisker Nanotech, arbejder på at udvikle.