Jyske motorveje klar før tid

Det går godt med at anlægge motorveje i Danmark. To strækninger, Give-Brande og Kliplev-Sønderborg åbner før planlagt.

Trafik

Godt nyt til bilister der færdes i Midt- og Sønderjylland: To motorvejsprojekter bliver åbnet længe før, det var planlagt.

Allerede 11. november kan den nye transportminister klippe sin første røde motorvejs-snor over. Det sker midt på Midtjyske Motorvej, der er en del af rute 18 og skal i færdig form gå fra Vejle nord til Herning eller eventuelt Holstebro.

Der har været travlhed på den nye motorvej mellem Give og Brande, så den kan åbne før planlagt. Her lægges asfalt i augsut 2011.
Der har været travlhed på den nye motorvej mellem Give og Brande, så den kan åbne før planlagt. Her lægges asfalt i augsut 2011.
Åbningen fredag 11. november gælder en otte kilometer lang strækning, der lukker hullet mellem Brande Omfartsvej og den eksisterende motorvej ved Give.

Dermed får fremkommeligheden i området et stort løft, da den nuværende hovedvej er smal og til dels kurvet og betragtes som trafikfarlig. Åbningen finder sted mere end et halvt år før planlagt.

Helt færdig i 2014

Nu mangler tre projekter, før Midtjyske Motorvej er færdig. Det er udvidelsen af Brande Omfartsvej fra motortrafikvej til motorvej (klar 2014), ligeledes en udvidelse af den ellers nye motortrafikvej mellem Riis og Ølholm (2012) samt anlæg af motorvej fra Ølholm til Østjyske Motorvej nord for Vejle (2013).

I Sønderjylland er fremrykkelsen endnu større og gælder et langt større motorvejsbyggeri. Samtidig er det første gang, at en ny motorvej er bygget og indviet i én omgang.

Fri bane til Sønderborg 31. marts

Den 26 km lange Sønderborgmotorvejen indvies 31. marts, og det er ifølge transportministeren ”markant før tid”. Det er dog ikke meget tidligere, end den private entreprenør, Kliplev Motorway Group, lige siden anlægsstarten i marts 2010 har regnet med.

Men det er i sig selv en markant danmarksrekord, at en ny motorvej kan anlægges på 25 måneder. I de helt oprindelige planer fra Vejdirektoratet hed den forventede åbningsdato efterår 2013.

Bygget som "offentligt privat partnerskab"

Sønderborgmotorvejen er unik ved, at projektering, anlæg og drift er overladt til et privat firma, det østrigsk-tyske Kliplev Motorway Group, KMG. Det kaldes "offentligt privat partnerskab" og er et nyt princip inden for vejbygning. Det private firma har en langt mere central rolle end ellers, men det er stadig Vejdirektoratet der har det overordnede ansvar, vejen ejes af det offentlige og det er staten og ikek bilisterne, der betaler.

Firmaet får først anlægssummen på 2,1 mia. kroner, når transportministeren kan klippe den røde snor over, så KMG har taget nye metoder i brug for at speede op og samtidig gøre vejen så enkel og billig som muligt at vedligeholde.

 

Se også Motors artikel om den usædvanlige anlæggelse af Sønderborgmotorvejen