Klip! Messemotorvejen er åben

Danmark har fået ti km yderligere motorvej, efter at transportminister Ole Birk Olesen har indviet Messemotorvejen vest om Herning. Ministeren glædede sig over, at Holstebro snart får motorvejsforbindelse til resten af landet. Men det er forkert.

Trafik

Med et ministerklip søndag i Kristi himmelfartsferien voksede det danske motorvejsnet med ti km til nu 1.264 km.

Den seneste tilføjelse er den nordlige del af Messemotorvejen, der går vest om Herning. I første omgang kan især anlægstrafikken til regionssygehuset i Gødstrup få glæde af den nye forbindelse.

9.000 biler i døgnet

I 2020, når sygehuset åbner, bliver vejen desuden kritisk for ambulancekørsel og anden sygetransport til sygehuset – foruden de mange bilister med ærinde på DNV-Gødstrup. Ydermere vil vejen fungere som omfartsvej vest om Herning.

Vejdirektoratet forventer, at cirka 9.000 køretøjer i døgnet vil køre på Messemotorvejen. 

Det er mindre end på nogen del af Frederikshavn- og Hirtshalsmotorvejene bortset fra strækningen Hjørring-Hirtshals.

Ole Birk Olesens første motorvejsindvielse

Sådan kommer Messe- og Holstebromotorvejene til at forløbe.
Sådan kommer Messe- og Holstebromotorvejene til at forløbe.
Det var transportminister Ole Birk Olesen, der førte saksen og dermed åbnede sin første motorvej.

- Messemotorvejen skaber en trafiksikker forbindelse til det nye regionshospital i Gødstrup, der bliver til stor glæde for patienter, pårørende og personale. Og når hele motorvejen åbner næste år, vil man kunne køre på motorvejen fra det nordvestlige Jylland videre hele vejen ud i Europa, sagde ministeren ved indvielsen ifølge Vejdirektoratets pressemeddelelse.

Forkert løfte

Ole Birk Olesen gik dermed let hen over det faktum, at der rent faktisk ikke bliver motorvej fra Holstebro til resten af verden, idet der vil være et hul på syv km ved Herning.

SE OGSÅ: Motorvej med hul i midten

Det nye stykke motorvej strækker sig ti kilometer vest om Herning og går fra Sinding til Snejbjerg. Fra Messemotorvejen er der via til- og frakørsel Herning NV forbindelse til det kommende regionssygehus.

Den firesporede motorvej har en fartgrænse på 110 km/t.

15 minutter sparet fra 2018

Der bliver i alt tre nye til- og frakørsler på Messemotorvejen: Snejbjerg, Herning NV og Vildbjerg/Tjørring.

I slutningen af 2018 kommer Messemotorvejen til at føre videre over i Holstebromotorvejen. Når den åbner, anslår Vejdirektoratet, at trafikanter kan spare 15 minutter på turen mellem Herning og Holstebro.

SE OGSÅ: Holstebro får forkromet motorvej