Landsret: Urimeligt med to p-afgifter

Østre Landsret har givet FDM medhold i en sag, hvor et medlem med få timers mellemrum henover midnat fik to parkeringsafgifter. Dommen trækker en vigtig grænse, mener FDM.

Bilist

Er det rimeligt at udskrive to parkeringsafgifter henover midnat med få timers mellemrum? Nej mener Østre Landsret, der har givet FDM medhold i en sag om netop det spørgsmål.

Sagen drejer sig om et FDM-medlem, der tilbage i maj 2014 parkerede på et privat område kl. 20.00 og frem til kl. 07.30. For at måtte holde på området krævede det enten en gyldig parkeringslicens eller gæstekort. Men da FDMs medlem havde udfyldt gæstekortet med forkert dato, nåede parkeringsselskabet at udskrive to kontrolafgifter, en kl. 23.43 og en igen kl. 05.59., på hver 650 kroner.

LÆS OGSÅ: Parkering på privat område

Bilist frifundet

Men selvom Højesteret tidligere har slået fast, at man på privat området kan udskrive en afgift for hvert påbegyndt kalenderdøgn, mente Østre Landsret altså alligevel, at der i den konkrete sag ikke var en rimelig sammenhæng mellem betydningen af overtrædelsen af parkeringsreglerne og de to afgifter.

Dermed stadfæster Østre Landsret byrettens dom, der frifinder bilisten, som kun skal betale den ene af de to afgifter.

LÆS OGSÅ: Offentlige p-regler gælder ikke på privat området

Dom trækker en grænse

”Vi er naturligvis meget tilfredse med Østre Landsrets afgørelse, som understreger det urimelige i, at parkeringsselskaberne har valgt at tilrettelægge deres kontrol før og efter midnat, fordi det dermed formelt set er to forskellige døgn. Men da der her er tale om parkering i et almindeligt boligområde, hvor man i en normal situation parkerer natten over, vil en parkering dermed ofte kunne udløse to kontrolgebyrer. Det er det, Østre Landsret har givet os medhold i, er urimeligt,” siger advokat i FDM, Lennart Fogh, som førte sagen, og tilføjer:

”Med dommen er der nu trukket en grænse for, hvor hårdt der kan administreres af de private parkeringsselskaber, når det drejer sig om kontrolafgifter pålagt med kort mellemrum henover midnat. Både set fra en rimelighedsbetragtning og fra forbrugernes side er det kun godt.”

LÆS OGSÅ: Bedre regler på private p-områder