Meget kortere på literen end lovet

Biler fra Peugeot, Citroën og DS kører 25-40 procent kortere på literen under realistiske forhold end under de officielle laboratoriemålinger. Den franske koncern har målt 30 af sine modeller ved almindelig kørsel.

Bilist

Det kan ikke overraske nogen. Biler kører ikke så langt i virkeligheden, som det fremgår af de officielle og lovpligtige EU-målinger foretaget i laboratorier.

Men nu har PSA-koncernen med mærkerne Peugeot, Citroën og DS, sat tal på forskellen.

Forbrugsmålingerne foregår med måleudstyr bag på bilerne. Foto: PSA
Forbrugsmålingerne foregår med måleudstyr bag på bilerne. Foto: PSA
I anden bølge af standardiserede målinger i virkelig trafik har PSA nu offentliggjort de ”virkelige” forbrugstal for yderligere 27 modeller.

I marts kom tallene for de tre første biler, og de nye tal afviger ikke markant fra dem.

SE OGSÅ: Forbrugstal rykker ud i virkeligheden

De nye målinger viser bl.a., at man med en Peugeot 108 eller Citroën C1 kun skal regne med at køre omkring 16 km pr. liter benzin. ECE-normen siger 23,3 km pr. liter svarende til, at man kører 30 procent kortere på literen end ”lovet”.

Tallet gælder den 82 hestes model, som ikke sælges i Danmark.

208: 36 procent kortere på literen

Den populære Peugeot 208 med 100 hk dieselmotor kører officielt 33,3 km pr. liter, men i den nye test bliver det kun til 21,3. Det er et minus på 36 procent.

Blandt de største afvigelser er en Citroën C4 Picasso med 120 hestes dieselmotor. Her skal man regne med at køre 40 procent kortere, end brochuren siger.

De enkelte modeller er dog ikke beregnet på samme måde. Vægtningen af by, landevej og motorvej er anderledes på store dieselbiler end små benzinbiler for at afspejle det kørselsmønster, franske bilister med de pågældende modeller har.

20 flere modeller skal testes

PSA vil senere på året komme med brændstoftal for yderligere 20 modelvarianter.

De tre modeller, der var med i første bølge, er også med i de nye tal. Af uoplyste årsager har de tre biler nu fået justeret deres reelle brændstofforbrug en anelse til den dårlige side – 0,1 liter/100 km for alle tre.

Se de officielle og de "reelle" forbrugstal her