Mini med maksimalt vokseværk

Med den kommende Countryman lancerer Mini sin hidtil største model – 20 cm længere end forgængeren. Bilen kommer senere som opladningshybrid.

Nyt om biler

Mini er navnet, men mini er ikke længere størrelsen. Med sin nyeste model, SUVen Countryman, rykker Mini pænt op i mellemklassen. Den nye Countryman vokser hele 20 cm i længden og når op på 4,30 meter – mere end VW Golf hatchback.

Den nye Mini Countryman er blevet længere og har fået større akselafstand. Fotos: Mini
Den nye Mini Countryman er blevet længere og har fået større akselafstand. Fotos: Mini
Også akselafstanden øges betydeligt, knap otte cm, og bredden øgs tre cm.

Størrelsen – samt pris og premium-niveauet – får den til at blive konkurrent til den nye Audi Q2.

Stor og praktisk

Ud over en mere muskuløs fremtræden i gadebilledet – og i landskabet – bliver der noget bedre plads om bord. Bl.a. vokser bagagerummet 100 liter til 450 liter. Det kan øges til 1.390 liter med bagsæderne lagt ned. Det er ca. 220 liter mere i forgængeren.

Både frihøjde og siddeposition er hævet.
Både frihøjde og siddeposition er hævet.
Bagsæderne kan individuelt rykkes 13 centimeter i længderetningen, og ryglænet kan vippes fremad for at øge bagagepladsen.

Opladningshybrid - 40 km på strøm

Med ankomst til sommer bliver Countryman Minis første opladningshybrid. Benzin- og elmotor yder tilsammen 224 hk og 385 Nm, og den officielle brændstoføkonomi bliver 47,6 km/l.

SE OGSÅ: Mini får opladningshybrid

Denne variant, kaldet S E Countryman ALL4, kan køre op til 40 km alene på strøm med en topfart på 125 km/t.

Elektrisk firehjulstræk

Som noget nyt er det store infodisplay i midten nu en trykskærm.
Som noget nyt er det store infodisplay i midten nu en trykskærm.
Elmotoren, som yder 88 hk, sidder ved bagakslen, mens den trecylindrede benzinmotor med 136 hk driver forhjulene. Dermed får bilen firehjulstræk.

Mekanisk firehjulstræk, kaldet ALL4, fås til alle øvrige varianter.

Mini Countryman kommer til at koste fra 370.000 kr. med 136 hestes 1.5-motor, når den introduceres til februar. Der er endnu ingen pris på opladningshybriden.