Nu må cyklister dreje for rødt

I dag begynder et forsøg, hvor cyklister får lov til at svinge til højre for rødt. Forsøget kan sikre et bedre trafikflow, mener FDM.

Trafik

Cyklister vil i den nærmeste fremtid få lov til at dreje til højre ved rødt lys i en række kryds. Til at begynde med er det krydsene Gladsaxe/Hillerødmotorvejen og Mørkhøjvej/Hillerødmotorvejen i København, der skal stå model til forsøget, der gælder indtil udgangen af 2015. Vejdirektoratet har dog også udvalgt en lang række af andre kryds landet over, der skal indgå i forsøget.

Minister hilser forsøg velkommen

Justitsminister Morten Bødskov udtaler i forbindelse med forsøget:

”Mange cyklister oplever fra tid til anden at skulle standse ved rødt lys på steder, hvor de ellers kunne svinge til højre trygt og sikkert – og uden fare for andre trafikanter. Jeg er derfor også meget tilfreds med, at vi nu igangsætter en forsøgsordning med højresving for rødt for cyklister på steder, hvor det kan ske uden at sætte trafiksikkerheden over styr.”

Vil gavne trafikflow

Også FDM mener, at det er en god idé at undersøge fordelene ved at lade cyklisterne dreje til højre for rødt.
”FDM tilslutter sig, at man iværksætter nogle tiltag, der gør det attraktivt at cykle. Vi forventer, at et sådan tiltag vil gavne trafikflowet,” siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDMs Økonomisk-politiske sekretariat.

Politiet siger god for forsøgs-kryds

Vejdirektoratet har undersøgt statsvejnettet og lokaliseret en række kryds, hvor cyklister vil kunne foretage højresving for rødt. Forsøgene gennemføres i de kryds, hvor politiet på baggrund af lokalkendskab til de forskellige trafikmønstre kan godkende forsøgsordningen.

”En af de ting der er vigtigt at få afdækket er, om det forvirrer cyklister og bilister, at cyklisterne i nogle kryds må drejer til højre for rødt. Det stiller i hvert fald krav om, at cyklisterne husker at markere med hånden, når de drejer til højre, så der ikke skabes unødige opbremsninger fra bilisterne, der kører på tværs,” siger Torben Lund Kudsk.

Flere kryds offentliggøres snart

Også transportminister Pia Olsen Dyhr er tilfreds med forsøget:

”Vi igangsætter nu et forsøg, som jeg håber og tror, vil inspirere kommunerne. Forsøget vil samtidig være med til at skabe klarhed over, hvornår højresving for rødt kan være en god idé.”

Forsøget løber indtil 31. december 2015. De øvrige lokaliteter, der er omfattet af forsøget, forventes offentliggjort inden årets udgang.

Der skal være plads til alle

Slut med dinglende cykellygter