På Hillerødmotorvejen er det muligt at køre i nødsporet i myldretiden. En stiplet kantlinje mellem motorvejen og nødsporet har dog givet anledning til forvirring om, hvorvidt nødsporet på nogle strækninger nu var blevet en permanent del af motorvejen. På Hillerødmotorvejen er kantlinjen nu ændret tilbage til at være en ubrudt kantlinje, som man også kender det fra alle andre motorvejsstrækninger, og det har resulteret i, at antallet af ulovlige kørsler i nødsporet er faldet markant.
”-Tidligere var der en stor del af vores trafikanter, der tilsyneladende havde lidt svært ved at forstå den punkterede kantlinje. Derfor ændrede vi den til den fuldt optrukne, som folk kender, og det har vist sig at virke. Allerede dagen efter, vi stribede om, kunne vi se, at de fleste bilister brugte nødsporet korrekt,” siger Lene Krull, afdelingsleder i Vejdirektoratet.
LÆS OGSÅ: Forsøgsordning med nødspor justeres
Ikke overraskende
FDM er ikke overraskede over, at den nuværende afmærkning med en ubrudt kantlinje fungerer bedst.
”-Allerede inden forsøget blev igangsat, gjorde FDM opmærksom på risikoen for forvirring med de stiplede linjer. Erfaringerne fra udlandet viser, at bilisterne forstår en ubrudt kantlinje meget bedre, og derfor er det ikke overraskende, at det nu også er det, man kan konkludere i Danmark”, siger Dennis Lange, juridisk konsulent i FDM, og fortsætter:
”For den almindelige bilist kan det være ganske svært at forstå, at en stiplet kantlinje ikke må overskrides, når det ellers er, hvad vi alle har lært og retter os efter alle andre steder.”
LÆS MERE: Sådan kører du korrekt i nødsporet
I følge Vejdirektoratet viser målinger, at den nye kantlinje ikke har afskrækket trafikanterne fra at anvende nødsporet, når det er åbent i morgenmyldretiden. I dag kører der lige så mange i nødsporet, når det er åbent, som der gjorde, inden kantlinjen blev ændret.
SE MERE: Analyse giver grønt lys for kørsel i nødspor