Nyt mobilspil kan være farligt i trafikken

Årets sommerhit på mobiltelefonerne udgør en reel uopmærksomhedstrussel i trafikken, advarer FDM.

Bilist

Det meget omtalte Augmented Reality spil, Pokémon Go, er begyndt at ramme Europa i de nationale mobilspilbutikker. Endnu er der ingen officiel dansk releasedato, men når det sker, vil det allerede meget populære og omdiskuterede spil hurtigt sprede sig til endnu flere mobiltelefoner; ikke mindst hos mindre børn som i forvejen har en forkærlighed for de små Pokémonmonstre. (opdateret: Pokemon Go er i dag 16. juli blevet lanceret i Danmark). 

- Der er allerede en masse, der har stiftet bekendtskab med spillet. Men set med trafiksikkerhedsmæssige øjne, kan det udgøre en fare for trafikanterne, da det er let at blive opslugt af spillet og man glemmer at være opmærksom i trafikken, siger Dennis Lange juridisk konsulent hos FDM.

Augmented Reality- spillet kombinerer det, som brugeren kan se i den virkelige verden, med nogle fiktive Pokémon, man skal jagte. Det betyder, at hvis man ønsker at fange et monster, er man nødt til hele tiden at have øjnene på mobiltelefonen. Dermed mister man fokus på sine omgivelser – herunder andre trafikanter.

Især børn er udsatte, da de ikke i samme grad er i stand til at vurdere farlige situationer. FDM anbefaler forældre, at de prøver spillet sammen med deres børn, så de kan illustrere, hvor farligt det kan være, hvis man ikke er opmærksom.

- Man skal altid være opmærksom på andre trafikanter, når man er i trafikken, men i den kommende tid er der ekstra grund til at holde øje med børn og voksne, der kigger ned i deres telefon. Dels er de ikke nødvendigvis selv opmærksomme, dels kan de foretage en uventet handling fx pludselig løbe ud på vejen, og det kan føre til farlige situationer, siger Dennis Lange.

FDM advarer om, at det er ulovligt og livsfarligt at spille, mens man kører bil. Men også passagerne i bilen kan distraherer føreren fx hvis et barn på bagsædet pludselig råber stop eller drej til venstre, fordi de skal fange et monster.

I stedet for at spille i trafikken opfordrer FDM til, at man i stedet søger mod naturområder som skov og strand eller andre arealer, hvor der ikke er trafikanter. Helt generelt mener FDM, at man skal begrænse brugen af mobilen i trafikken, da det mindsker opmærksomheden.

Læs også: Så farlig er en sms bag rattet
 

Video: Mobilen gør dig ukoncentreret