Mere diskret end en SUV, men omtrent lige så terrængående og med den gode rummelighed fra en traditionel stationcar. Det er der en gruppe bilkøbere, der holder af, og til dem kommer Opel nu med en løftet, firehjulstrukket Insignia stationcar kaldet Country Tourer.
Dermed fornyer Opel sit medlemskab af den lille klub, hvor Volvo, Audi, VW, Mercedes-Benz og Subaru også er medlemmer.
210 hk og automatgear
Insignia Country Tourer har firehjulstræk, kaldet Twinster, som standard, og er hævet 20 mm i forhold til den almindelige Insignia.
Terrænmodellen fås bl.a. med en helt ny 2.0 dieselmotor med 210 hk/480 Nm koblet til ottetrins automatgear. Den er god for 0-100 på 7,9 sekunder og en påhængsvægt på 2.200 kg.
Ca. 14 km/l
Motoren fås senere også til øvrige Insignia-varianter.
Den officielle brændstoføkonomi er 14,5 km/l i den femdørs Insignia – Opel har åbenbart ikke tallet for Country Tourer-varianten endnu. Med forbrugstal i den størrelsesorden bliver bilen straffet relativt hårdt efter den nye registreringsafgift.