Park Park tages til nåde i København

Det er mindre end en uge siden, parkeringsapp’en Park Park blev dømt ude af Københavns Kommune som betalingsmiddel til at parkere. Men app-udbyderen får nu alligevel lov at fortsætte.

Bilist

Københavns Kommune har siden torsdag i sidste uge været i gang med at fjerne parkeringsapp’en Park Parks klistermærker fra p-automater i hovedstaden. Men de skal nu sættes på igen.

Ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Kommune har Park Parks ledelse taget en række meget markante skridt for at overbevise kommunen om, at firmaet fremover bliver drevet som en sund forretning, der betaler sine regninger til tiden.

LÆS MERE: Park Park dømmes ude af København

Direktør smidt på porten

Årsagen til bruddet var en række misligholdte kontrakter. Park Park har derfor bortvist den hidtidige direktør og har overbevist kommunen om, at den øvrige ledelse har været uvidende om dem.

Park Park har desuden betalt alle udestående regninger med dags varsel og har også stillet med en ny og forhøjet bankgaranti.

LÆS MERE: Gode råd om parkering

Derudover har selskabet indsat en ny direktør og foretaget en lang række ændringer i selskabets interne arbejdsgange.

– Der er tale om en helt ekstraordinær sag. Park Park har gjort alt, hvad de overhovedet kan, og vi er overbeviste om, at vores kontrakt fremover vil blive overholdt til punkt og prikke. Derfor har vi valgt at give dem en ekstra chance i København, siger centerchef Jes Øksnebjerg fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Bilister kan altså fortsat anvende Park Parks app til at betale for offentlig parkering i København.