Politiet gav forkerte bøder ved vejarbejde

117 fartbøder og 23 klip bliver nu annulleret, fordi politiet nedsatte hastighedsgrænsen ulovligt meget.

Trafik

Det var ikke lovligt, da Syd- og Sønderjyllands Politi nedsatte hastighedsgrænsen til 30 km/t. i timen ved et vejarbejde på Søndergade i Holsted. Det kræver nemlig en særlig godkendelse fra Justitsministeriet, og den havde poltiet ikke indhentet.

- Vi mener stadig, at det for at beskytte vejarbejderne var velbegrundet at nedsætte den maksimale hastighed på stedet. Men vi er selvfølgelig nu gået i gang med at opgive påtalen i sagerne, eftersom den særlige tilladelse fra Justitsministeriet mangler, siger politiinspektør Frits Kjeldsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

De 117 bilister, der overskred hastighedsgrænsen, og som endnu ikke har betalt, vil få besked i deres e-boks om, at bøden ikke skal betales. De bilister, der har nået at betale bøden, vil få den tilbagebetalt. I samme ombæring annulleres 23 klip og 10 sager om betinget frakendelse.

LÆS MERE: Nye fotovogne kan gemme sig

Politiet opdagede selv fejlen

Det var vejarbejderne, der bad politiet om fartkontrol, fordi de følte sig udsatte i forbindelse med arbejdet. Hastigheden på strækningen var nedsat til 40 km i timen, men mange kørte meget hurtigere forbi.

For at sikre vejarbejderne bedre blev det i samarbejde med Vejen Kommune besluttet at nedsætte hastighedsgrænsen til 30 km i timen, og der blev lagt bump.

Men det var altså ikke blevet godkendt af Justitsministeriet. Syd- og Sønderjyllands Politi opdagede selv, at godkendelsen manglede.

Vejarbejdet på stedet er afsluttet.