I perioden mandag d. 3. oktober til og med søndag d. 9. oktober gennemførte politiet en landsdækkende målrettet indsats mod uopmærksomhed i trafikken.
Knap 5.000 bilister blev standset, og det er ikke så lidt, bilister kan finde på at foretage sig i bilen, samtidig med at de kører.
- Det er alt lige fra at barbere sig til at lægge makeup på både hænder og fødder. At sidde og læse bøger, kigge på sin PC eller iPad, og nogle ser også film, forklarer politiassistent hos Nordsjællands Politi, Jørgen Rath Nielsen.
LÆS MERE: Fartkontrol skal gavne sikkerheden
Mobilen er værst
Som du kan se i videoen (klik på billedet øverst i artiklen), har FDM været på vejene med Jørgen Rath Nielsen for at stoppe uopmærksomme bilister. Indsatsen skal være med til at nedbringe distraktion og uopmærksomhed, hvilket er medvirkende til ca. hver tredje trafikuheld.
Ved den landsdækkende kontrol blev der standset 4.906 køretøjer, og der blev konstateret knap 1.350 forseelser, bl.a.:
Benyttet håndholdt mobiltelefon: 402
Manglende brug af sikkerhedssele: 225
Kørsel frem for rødt/gult lys: 70
Indsatsen er gennemført samtidig med Rådet for Sikker Trafiks kampagne ”Kør bil, når du kører bil”.