Tre bilmærker skal stå skoleret for franske myndigheder for at forklare, hvorfor nogle af deres modeller har meget høje udslip af NOx (kvælstofilte) i praktiske test.
Som en udløber af Volkswagens dieselsnyd er myndigheder i flere europæiske lande i gang med at kontrollere en række bilers forurening.
Captur oser meget
Hos Renault gælder det Captur, Espace og ikke-identificeret SUV, og særligt Captur skulle ligge meget højt i NOx-udslip, skriver flere franske medier.
Bilerne er testet efter EU-normen, i en særlig vejtest og ved yderligere en metode for at afsløre eventuel snydesoftware. Tilsyneladende er der ikke problemer med EU-testen eller fundet snydesoftware, men en voldsom afvigelse mellem norm og praksis undrer myndighederne.
Også C-Max og S-klasse
Hos Ford gælder det C-Max og hos Mercedes-Benz S-klassen.
Det fremgår ikke, om de franske myndigheder har testet nogle Nissan-modeller. Nissan benytter Renaults dieselmotorer i stort set alle sine modeller.