Er foden for tung på speederen eller glemmer man sikkerhedsselen, kan sommerens kør selv-ferie blive en dyr fornøjelse. Bødetaksterne i Europa varierer fra land til land, og det kan være en jungle at finde rundt i. Derfor har FDMs tyske søsterklub ADAC lavet en oversigt over bødestørrelserne i 31 europæiske lande.
Se oversigten over bøder i Europa
”De fleste danskere kører bil på ferien, enten kører man hele vejen, eller også lejer man måske en på feriestedet. Uanset hvad, er det vigtigt, at man overholder de love og regler, der er i det land, man befinder sig i, og at man altid kører efter forholdene. Det kan dog ske, at man får en bøde, og i nogle tilfælde vil man blive overrasket, for bøderne kan være højere, end vi kender dem i Danmark,” siger jurist i FDM Dennis Lange.
Dyreste land at forbryde sig mod færdselsloven i er dog Norge. Ryger speedometernålen her over 20 km/t mere end det tilladte, koster det 420 euro, mens en hastighedsoverskridelse på mere end 50 km/t koster fra 940 euro. Taksten for at køre over for rødt eller at overskride et overhalingsforbud ligger på 600 euro.
Selvom bødetaksterne i flere lande kan være ganske høje, er det muligt at få rabat på forseelserne. I Spanien er der eksempelvis hele 50 procent rabat, hvis man betaler inden 20 dage. I Italien er rabatten 30 procent ved afregning inden for fem dage, mens man i Frankrig slipper med minimumstaksterne for en række forseelser, hvis man betaler inden 15 dage.
”I de fleste europæiske lande kan politiet opkræve hele eller dele af en bøde på stedet. Det er der mange, der ikke er klar over. Derfor er det en god idé altid at have lidt kontanter med sig i bilen. Betaler man på stedet, er det også vigtigt at huske at få en kvittering med,” siger Dennis Lange.
Har man fået en bøde på ferien, kan man risikere, at bøden først kommer, efter man er kommet hjem igen, da Danmark er med i en europæisk aftale om at udveksle bøder, der er højere end 70 euro. Får man en rudekuvert, skal man altså naturligvis betale den.
Læs også