Sådan kører du sikkert i vintervejret

Sådan kører du sikkert i vintervejret

Bilist

Når vinteren sætter ind på de danske veje, eller når familien kører af sted på den årlige skitur, glemmer mange bilister at sætte ekstra tid af til transport, og mange har ikke rutine i at køre på glat underlag.

Frost, sne og slud giver glatte veje, og det sætter andre krav til bilkørsel end kørsel om sommeren. Bremselængden er øget, og det kan være svært at komme af sted i sædvanligt tempo. Man skal sørge for at fjerne is og sne fra vinduer, lygter og spejle og tjekke, at mobiltelefonen er opladet, så man kan give familien besked, hvis der er forsinkelser eller tilkalde hjælp, hvis man kører fast i snedriverne.

Sikker kørsel om vinteren

Kom sikkert frem i vinterføret

Pas på isflager fra lastbilernes tage

I vintermånederne og i særdeleshed i perioder, hvor temperaturen skifter mellem mange minusgrader og få plusgrader, opfordrer FDM til at holde ekstra god afstand til lastbiler, da isflager fra lastbilernes tag let kan løsrive sig og falde ned i forruden på bilerne bagved. Hvis is fra en lastbil falder ned på bilerne bagved, er der risiko for alvorlige ulykker. Selvom det er lastbilchaufførens ansvar at fjerne isflager og istapper fra lastbilen inden kørsel, anbefales det at reducere hastigheden og holde ekstra afstand, hvis du ser en lastbil med is, der falder ned fra taget.

Giv plads til sneplovene i trafikken

Der er mange sneplove og andre snerydningsmaskiner på vejene om vinteren. FDM anbefaler at vise stor respekt for disse køretøjer. Konkret anbefales det at gøre plads til sneplovene i trafikken og at holde afstand til sneplovene, så man undgår, at salt og støv fra maskinen forringer udsynet. Derudover opfordres man til så vidt muligt at undgå at overhale sneplovene, da de store maskiner fylder så meget på vejen, at de kan være svære at komme udenom og forstyrrer udsynet for både med- og modkørende trafikanter.