
Efter verdenspremieren på fjerde generation Scénic under Genève-udstillingen i marts hiver Renault nu – uden nogen særlig anledning – klædet af den lange version, Grand Scénic.
Bedre kabineplads
I forhold til den nuværende Grand Scénic er der tale om tre cm større akselafstand og otte cm større totallængde. Der burde altså være bedre plads i den nye MPV end i den gamle.

Versionen med syv sæder har lidt mindre bagageplads.
Læg alle sæder ned med tryk på knap
En teknisk fiffighed er - i topudgaverne - ført med over fra Espace. Fra knapper bagest i bagagerummet eller på den store skærm ved førerpladsen kan alle fem bagsæder smækkes ned på én gang. Der opstår dermed et helt plant gulv.
Designstilen med det meget udtryksfulde formsprog går igen fra Scénic. Bagpartiet er dog noget anderledes. Iøjnefaldende er det markante element, der begynder på bagdørene og fortsætter som den bageste vinduesstolpe.

Helt forskellige baglygter
Desuden er baglygterne helet anderledes. Mens Scénics baglygter er vandrette og holder sig helt fri af bagruden, er de på Grand Scénic L-formede og går både op langs bagruden og henunder den. Desuden rører baglygterne bagruden hele vejen.
SE OGSÅ: SUV-look skal redde MPV'en

Grand Scénic ventes lanceret i Danmark et par måneder efter den almindelige Scénic, dvs. lige før eller lige efter nytår.