Hvis ikke du har fået fastgjort dine nummerplader på din person- eller varebil, er det på tide at få det gjort, før du ruller ud på vejene i dag. Det kan nemlig koste en bøde på 1000 kr., hvis du ikke følger lovens krav.
Lovens krav
Loven kræver, at nummerpladerne er skruet fast med to skruer eller bolte. Disse skal være dækket af en lille plastikhætte i nummerpladens farve. Hætten skal sidde så fast, at den skal klikkes af med fx en skruetrækker. Fastgørelsen må ikke gå ud over læseligheden af nummerpladen.
Betinget godkendelse til syn
Ved syn konstateres det om fastgørelsen af nummerpladerne lever op til lovens krav. Mangler fastgørelse eller opfylder fastgørelsen ikke lovens krav, kan bilen kun godkendes betinget til syn.
Andre nummerplader
Der er ingen krav til fastgørelsen af nummerplader for motorcykler, knallerter, trailere og campingvogne. Her skal nummerpladerne være "solidt monteret på dit køretøj”.
Den såkaldte 3. nummerplade til fx cykelbom, skal heller ikke fastgøres med skruer. Nummerplader fra før 1. april 1976 og historiske nummerplader er fritaget for at opfylde kravene. De skal fastgøres på en måde, der passer til køretøjet.
SE OGSÅ: Mest spurgte om nummerpladeloven og fastgørelse
Sådan gør du
Mangler du at fastgøre nummerpladerne, kan du selv gøre det. Du skal blot bruge: en boremaskine, en tusch og to skrue-sæt (skruer og hætter i nummerpladens farve).