Bilmoden har de senere år dikteret større og mere potente biler. I hvert fald hvad udseende angår. Det ses på vejene, hvor de såkaldte crossovers og mindre SUV-modeller for længst er blevet blandt danskernes favoritter.
LÆS OGSÅ: Se hele FDMs sommerdæktest 2017
Det afspejler sig også i FDMs nye sommerdæktest, som blandt andet tæller 15 dæk til modebilerne i størrelsen 16-tommer (215/65 R16). Selvom bilerne også fås med både 17-, 18- og 19-tommer, er det den mest gængse størrelse og specielt udviklet til denne biltype. Eksempelvis er den standard på biler som Nissan Qashqai og VW Tiguan.
LÆS OGSÅ: Få FDM-medlemsrabat på dine nye sommerdæk
Specielt udviklet til crossovers
”Det er efterhånden et par år siden, at crossover-bølgen ramte danskerne, og for mange er det nu ved at være tid til nye sommerdæk. Derfor har vi i år valgt at teste et udvalg af dæk, der er specielt udviklede til denne biltype,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.
LÆS OGSÅ: Se tidligere dæktest
Testet som sommerdæk klarer de fleste sig gennemsnitligt eller noget bedre og med generelt gode egenskaber på tør og våd vej. To dæk falder dog igennem og understreger dermed, hvorfor det er en god idé at læse testen, inden man køber nye dæk. Også blandt de bedste dæk er der forskelle, og her skal man som køber vælge, om man lægger mest vægt på slidstyrke, dækstøj, sikkerhed eller brændstoføkonomi.
SE VIDEO: Sådan finder du dækstørrelsen på din bil
Snubler i M+S-mærke
Selvom der er tale om sommerdæk, er flere af dækkene også M+S-mærket, hvilket ifølge producenterne indikerer off road-egenskaber, og at dækkene også er egnet til at stå fast i mudder og sne, som mærket står for. Det er imidlertid langtfra tilfældet, viser FDMs nye dæktest.
”Flere af producenterne har valgt at forsyne sommerdækkene med et M+S-mærke, der kan give det indtryk, at dækket også kan bruges om vinteren. Derfor valgte vi undtagelsesvis også at teste dem på sne, og her falder de stort set alle helt igennem. Faktisk klarer de sig ikke bedre end et almindeligt sommerdæk i vinterføre. Det er naturligvis ikke godt nok, og bør give røde øre hos producenterne. Så selvom det er fine sommerdæk, er der altså ikke nogen vej uden om vinterdæk, hvis man vil køre i vinterføre,” siger Søren W. Rasmussen.
LÆS OGSÅ: Få hjælp af FDM til at skifte bilens hjul
Udover de 15 dæk til crossover-segmentet har FDM også testet 16 dæk i størrelsen 15-tommer (195/65 R15 V). Dækstørrelsen er den næstmest solgte i Europa og passer til biler i den lille mellemklasse som VW Golf og Opel Astra. I lighed med dæktest fra tidligere år er det dækkene fra premium-producenterne, der klarer sig bedst, mens et enkelt dæk dumpede i årets store dæktest.