Folketinget har netop vedtaget en ny lov, hvor det ved spritkørsel med en promille på mindst 2.0 bliver muligt at konfiskere den bil, der er blevet kørt i.
Konkret betyder loven, at hvis en bilejer låner sin bil ud til f.eks. en søn, en datter eller arbejdskollega, der har regelmæssig adgang til bilen, og som drikker sig beruset og kører med en promille højere end 2.0, må politiet konfiskere bilen med det samme. Bilen vil herefter blive solgt på auktion, og indtægten tilfalder staten, så hele bilens værdi er tabt. Det samme gælder naturligvis også, hvis man selv kører bilen med samme høje promille.
LÆS MERE: FDM mener: Hvornår må politiet konfiskere din bil?
Spritbilisme skal rammes hårdt
FDM er fortaler for, at spritbilister som kører med høje promiller skal straffes hårdt. Det er fuldstændigt uacceptabelt at køre bil med en promille langt over det tilladte eller under påvirkningen af euforiserende stoffer.
”Derfor bakker FDM op om at skærpe sanktionerne over for dem, der kører med en promille langt over det tilladte, og det kan også give god mening at konfiskere spritbilisters biler. Vi havde dog hellere set, at man havde fundet andre løsninger som f.eks. højere straf eller krav om behandling, så straffen rammer spritbilisten, siger juridisk chef i FDM,” Per Alkestrup.
FDM: En udfordring for retssikkerheden
For retssikkerheden er det en udfordring, at loven lægger op til tilfældighed i den økonomiske sanktion, da ejerforholdet er afgørende for, om politiet kan konfiskere spritbilistens bil, ligesom man risikerer at straffe uskyldige, da bilen også kan tages fra en anden, end den, der har kørt spritkørsel.
”Hvis man har leaset eller har fx et finansieringsselskab pant i bilen, kan politiet ikke konfiskere den. Har man derimod taget lån i huset eller betalt bilen kontant, må politiet gerne tage den. Politiet kan også tage bilen med, selv om det ikke er bilejeren, der kører bilen. Hvis man f.eks. har lånt ens bil ud til en ven eller et familiemedlem, der drikker sig beruset og kører, så bliver man uskyldigt dømt ved at miste en bil, der måske er 200.000 kr. værd. Efter FDMs vurdering bør straffen altid tilfalde spritbilisten, og det er urimeligt rent retssikkerhedsmæssigt, at ejerforholdet kan få betydning for, hvor hårdt man straffes,” siger Per Alkestrup.
Man risikerer også at miste bilen, hvis den, man har lånt den til, vælger at låne den videre til en tredje person, som så kører spritkørsel med meget høj promille.
Loven træder i kraft 1. juli 2014.
Bilejeren hæfter for bøder
Foruden risikoen for at miste sin bil allerede første gang, man selv eller andre kører spritkørsel, kan man som bilejer også hæfte for parkeringsbøder på offentlige områder samt hastighedsovertrædelser, der afsløres via fotovogn og ligger under grænsen for klip i kørekortet.
LÆS MERE: Bilejere skal betale fartbøden, selv om de ikke har kørt bilen
Man skal derfor være forsigtig med, hvem man låner bilen ud til, og hvem de eventuelt låner bilen videre til.
FDM råder til, at man altid kontrollerer kørekortet og laver skriftlige aftaler om bøder og brændstofforbrug, når man låner sin bil til andre. Og så skal man selvfølgelig ikke køre bil i påvirket tilstand, og man bør gøre, hvad man kan for at forhindre at andre gør det.