Når stormen hærger, og alt fra tagsten til trampoliner flyver gennem luften, kan det let gå ud over din bil. Derfor begynder sikringen af din bil allerede, når du parkerer den. Som udgangspunkt er det selvfølgelig klogest at parkere den indenfor, men hvis du ikke har den mulighed, så vælg en plads med stor afstand til bygninger og træer. Hold øje med, om der er stilladser, træer med store grene eller andre store genstande, som kan vælte ned over din bil. Hvis der står løse genstande såsom skraldespande, skraldecontainere, havemøbler, grille, trampoliner eller lignende i nærheden, så fjern dem eller spænd dem fast, så de ikke blæser ind i siden på din bil.
Hvis skaden er sket
En bil der er helt eller delvist skadet af flyvende genstande, væltede træer eller stilladser, vil som udgangspunkt være dækket af bilens kaskoforsikring. Du skal som oftest dog selv dække en del af udgiften via selvrisikoen. Enkelte kaskoforsikringer betragter skader fra nedfaldende genstande som såkaldte friskader. Det betyder, at der så ikke skal betales selvrisiko. Men undersøg først, hvad der gælder for din forsikring.
Ingen kasko-forsikring
Har du ingen kaskoforsikring på bilen, må du desværre selv betale, hvis du ikke kan få en ansvarlig eller hans forsikringsselskab til lommerne. Det kan være i tilfælde, hvor der er tale om et træ eller et stillads, der er væltet ned over bilen og hvor det er åbenlyst, hvor det hører til. Da der i stormvejr ofte er tale om flyvende genstande, kan det dog være svært at finde den ansvarlige på en flyvende genstand.
Erstatningsansvar
Er der faldet tagsten eller andre bygningsdele ned over din bil, kan der være mulighed for at gøre ejeren af ejendommen ansvarlig. Det er dog kun, hvis du kan bevise, at ejendommen er dårligt vedligeholdt, at der kan være tale om et erstatningsansvar hos husejeren. Er ejendommen ikke misligholdt, vil der ikke være erstatningsansvar for skader fra ejendommen, når de sker i et så ekstremt vejr som oktoberstormen.
Kontakt dit forsikringsselskab
Hvis din bil er blevet skadet under en storm, bør du kontakte dit forsikringsselskab hurtigst muligt. Dit forsikringsselskab kan vurdere, hvordan din forsikring dækker din bils skade. Dokumenter gerne skaderne med dit kamera, inden du eventuelt rydder op efter uheldet.
Har du brug for råd og vejledning, kan du som medlem af FDM kontakte Rådgivningens jurister eller teknikere.
LÆS MERE: Kontakt FDMs Rådgivning
FDM anbefaler også om forsikring: