Garantien er ikke det punkt som står øverst på huskesedlen når familien skal købe ny bil. Det er forståeligt nok, at pris, pladsforhold og brændstoføkonomi får større fokus. Og egentlig burde der jo slet ikke være behov for garanti på nye biler. Det burde være en selvfølge, at en ny bil i 2014 er af en sådan kvalitet, at man i de første ejerår ikke får uventede omkostninger til store reparationer, og hvis uheldet alligevel skulle være ude, burde det være lige så selvfølgeligt at producent og importør tager ansvar for eventuelle fejl ved deres produkt og holdt bilejeren skadesløs. Men sådan forholder det sig desværre ikke i virkeligheden.
FDM bliver jævnligt kontaktet af bilejere, som allerede i bilens tredje leveår og længe før den har nået 100.000 km, oplever at væsentlige dele havarerer. Næsten lige så ofte oplever de afvisning fra forhandler og importør med henvisning til at garantien er udløbet. Blandt de værste eksempler er der ejere af mindre dieselbiler, som pludselig står med en regning på 30.-40.000 kr. når turboen på deres knapt tre år gamle bil havarerer.
Garanti handler om tryghed mod uforudsete udgifter og om hvem der skal bære ansvaret for eventuelle produktionsfejl. I februar nummeret af Motor introduceres begrebet ”en tryg garanti”. En tryg garanti er efter FDMs opfattelse en garanti på mindst tre år / 100.000 km uden for mange forbehold og undtagelser. For selvom man som bilkøber husker at se på garantien i forbindelse med bilkøbet, gør producenter og importører det ikke let at være bevidst forbruger. Garantierne er ofte uklart formuleret. Undtagelser og forbehold gør det vanskeligt at forstå det reelle indhold af garantien og ikke mindst at sammenligne de forskellige mærkers garanti, og dermed hvilken tryghed den enkelte producent og importør giver sine kunder. Men som tommelfingerregel kan man roligt regne med, at der er mere tryghed i en treårig garanti frem for en toårig.
FDM har lavet en minutiøs gennemgang af garantierne på de 22 mest solgte bilmærker, og kun halvdelen lever op til betegnelsen en tryg garanti. Den anden halvdel giver kun to års garanti, og i talrige tilfælde indskrænkes de to år endda væsentligt af forbehold og undtagelser. Det gælder eksempelvis sliddele og eftermonteret udstyr, som holdes uden for garantien, uanset at bilkøberen ikke har en chance for at gennemskue, hvad der er eftermonteret.
Så kunne man måske forledes til at tro, at jo mere man betaler for bilen, jo bedre garanti og dermed tryghed får man så. Men undersøgelsen viser, at der overhovedet ikke er sammenhæng mellem pris og garanti. De bedste garantier finder man hos de asiatiske mærker, hvorimod de prestigefyldte og dyre europæiske mærker som hovedregel ikke har mere garanti end en stavblender.
FDM har i gennem en periode været i dialog med bilbranchen og vi har også politisk peget på, at der i Norge er lovgivning om 5 års reklamationsret på biler. Mens denne proces går sin gang i Danmark, kan vi opfordre forbrugerne til at lade garanti være en mere væsentligt faktor, når den nye bil skal vælges og her huske tommelfingerreglen, at tre års garanti er væsentligt bedre end to år, når det kommer til tryghed mod uventede regninger.
LÆS OGSÅ: Garantier på de danske bilmærker