Indpakningen skjuler det eksakte design på denne nye Opel, med facon og størrelse kan den ikke dække over. Ej heller at bagdørene er helt almindelige.

De særlige bagdøre bliver skippet, da de er relativt dyre, og den usædvanlige betjening tilsyneladende ikke er blevet særlig godt accepteret af mulige køber. Salget har i hvert fald ikke været imponerende.
Fra MPV til SUV
En anden forklaring er, at Meriva – hvis bilen da stadig skal hedde det – skifter fuldstændig ham.
Bilen ser ud til at vokse en del i længden, og så skifter udstrålingen fra MPV til SUV. Bilmoden dikterer SUV og crossover. Og det sker i høj grad på bekostning af MPV-typen.

Eneste PSA-GM-bil
Den nye Meriva er eneste overlevende projekt i et ellers større samarbejde mellem General Motors og PSA. Det gik ud på, at Opel/Vauxhall og Peugeot-Citroën skulle udvikle og bygge mikrobiler (Karl/C1/108), jobklassebiler (C5/508/Insignia) samt crossovers sammen. De to første projekter er droppet.
Den nye Meriva bliver en søsterbil til Peugeot 3008, der ligeledes skifter til mere SUV-stil. Hvor ens de to biler bliver, har vi til gode at se.
Peugeot-platform, Opel-fabrik
Samarbejdet er opdelt på den måde, at de to biler benytter PSAs EMP2-platform, mens det er Opel, der skal bygge begge biler. Det skal ske på en GM-fabrik i Spanien.
Peugeot 3008 lanceres til efteråret, mens Opel Meriva følger efter i 2017, formentlig i første halvår.