VW gør benzin til Bluemotion

Med lanceringen af den opdaterede Polo kommer VW for første gang med en benzindrevet Bluemotion, mærkets meget langt på literen-varianter.

Nyt om biler

Bluemotion har længe været VWs kendte og udbredte etiket til modeller, der kører ekstra langt på literen. Hidtil har udelukkende dieselmodeller kunne gøre sig fortjent til det blå stempel, men med lanceringen af den faceliftede Polo med en helt ny turbobenzinmotor, kommer der også en benzin-Bluemotion.

Polo TSI Bluemotion med 90 hestekræfter kommer til at køre 24,4 km pr. liter svarende til 94 gram CO2 pr. km. Det er lavt for en benzinbil, men der er dog et stykke ned til Toyota Yaris Hybrids 28,6 km/79 gram pr. km.

20 procent længere på literen

I forhold til den nuværende motor med samme ydelse kører den nye Polo Bluemotion 20 procent længere på literen.

Motoren, der giver de flotte forbrugstal, er en helt ny trecylindret på 1,0 liter og med turbolader. Den kan købes til efteråret. Samme motor kommer også i en udgave med 110 hk.

Diesel oppe på 31,3 km/l

Også de andre nye motorer i Polo gør bilen markant mere brændstoføkonomisk. F.eks. er den nye diesel-Bluemotion oppe på 31,3 km pr. liter. Det er sket ved at øge motorstørrelsen på den trecylindrede, 75 hestes diesel fra 1,2 til 1,4 liter.

Som positiv bivirkning er momentet øget fra 180 Nm ved 2.000 omdrejninger til 210 newtonmeter ved 1.500 omdrejninger. Den kraftforøgelse vil formentlig være tydelig at mærke.

SE OGSÅ: Polo fyldes med Golf-teknik

Den nuværende Polo Bluemotion kører 30,3 km pr. liter i den tredørs og 29,4 km pr. liter som femdørs. Det fremgår ikke, om der fremover er forskel på tre- og femdørs.

Foruden den ”ægte” Bluemotion findes også Bluemotion Technology, som er en ”light”-udgave, og disse versioner findes både med benzin- og dieselmotor.