I det nye år er der en række større og mindre regler, der træder i kraft.
Nye oplysningskrav for forhandlere
To af FDMs mærkesager er gået i opfyldelse i 2018. Fremover skal forhandlere nemlig oplyse den fulde pris på et køretøj – det vil sige prisen inklusive leveringsomkostninger. Derudover skal forhandlere også oplyse produktionsåret for et køretøj.
Læs mere: Forhandleren skal oplyse den fulde pris
Parkeringsbaner
Nye regler betyder, at du risikerer en parkeringsafgift, hvis bilen ikke holder sig inden for kantlinjen i parkeringsbaner. Ikke tilfredsstillende, mener FDM, der har fremsat ønske om, at der som et supplement til den nye præcisering af parkeringsreglerne, også bliver et krav om, at parkeringsbaner som minimum skal være 2,60 meter brede, så der er plads til bilerne.
Fremover skal forhandlere nemlig oplyse den fulde pris på et køretøj – det vil sige prisen inklusive leveringsomkostninger.
Læs mere: Kantlinjen kan give parkeringsafgift
Opdatering: Efter FDMs kritik udsendte Transportministeriet fredag den 12. januar en pressemeddelelse om, at et politisk flertal med transportministeren i spidsen vil ændre reglen, så det fremover vil være tilladt at parkere på kantlinjen, så længe bilens hjul holder sig inden for kantlinjens yderste kant.
Læs mere: Minister vil ændre omstridt parkeringsregel
Indregistrering af autocampere
Det er fra årsskiftet muligt at indregistrere autocampere med to sovepladser. Hidtil har kravet været minimum fire sovepladser. De nye regler gælder også for allerede indregistrerede autocampere.
Prøvemærker
Det bliver nu muligt for andre aktører ud over Skat, at sælge de såkaldte prøvemærker til biler. Hidtil har man kun kunne købe prøvemærker på et af Skats fire motorkontorer.
FDM undersøger sammen med Skat muligheden for at blive forhandler af prøvemærker.
Afgiftsgrundlag for veteranbiler
Den afgiftspligtige værdi af et veterankøretøj fastsættes nu til køretøjets almindelige pris ved salg til en bruger her i Danmark - inkluderet merværdiafgift, men uden registreringsafgift. Afgiften kan dog maksimalt blive 40 pct. af køretøjets nypris.
Læs mere: Nye regler for autocampere, veteranbiler og prøvemærker
Nye regler i udlandet
Skal du til udlandet, skal du også huske på et par nye regler, der enten er trådt i kraft eller træder i kraft snart.
Sverige
Som det sidste land i Europa forbyder Sverige nu også at bruge håndholdt mobiltelefon bag rattet. Hidtil har det ellers været tilladt, så længe det ikke er til fare for trafiksikkerheden, som det noget uklart er formuleret i den svenske trafikforordning.
Forbuddet træder i kraft 1. februar 2018
Læs om: Sverige forbyder mobil bag rattet
Tyskland
Det er kommet der nye regler for vinterdæk, når du skal have bilen med til Tyskland. Vinterdæk produceret fra 1. januar 2018 skal som noget nyt være mærket med et bjerg- og snefnugsymbol for at blive anerkendt som vinterdæk i Tyskland. Der kommer dog en overgangsordning, så dæk produceret senest 31. december 2017 kan nøjes med M+S-mærket frem til udgangen af september 2024.
Læs mere: om de nye regler om vinterdæk i Tyskland
Husk også, at i oktober indførte Tyskland højere bøde og risiko for kørselsforbud, hvis du bruger elektronik under kørslen. Det gælder uanset om fx mobilen er håndholdt eller fastmonteret.