Mange danskere vender i disse dage køleren mod deres feriedestination, og det betyder ofte lange køreture på mange hundrede kilometer igennem forskellige lande med forskellige hastighedsgrænser. For at lette din tur gennem Europa har FDM samlet en oversigt over hastighedsgrænserne i en række europæiske lande. Husk dog altid at orientere dig i forhold til den lokale skiltning.
Genrelt er det sådan, at I de fleste lande er hastigheden i byerne 50 km/t. Men i Storbritannien er den faktisk kun 48 km/t (30 mp/h.) I Makedonien må du i byerne køre mellem 40 og 60 km/t, og i Polen er det tilladt i tidsrummet mellem kl. 23 og 5 at køre 60 km/t i byen.
På landevej svinger hastighedsgrænserne i Europa normalt mellem 80 og 90 km/t . Men i Finland, Tyskland og Østrig må du f.eks. køre 100 km/t.
På motorvejene må bilister som oftest køre 130 km/t. Dog gælder der i Norge en hastighedsgrænse på 100 km/t, mens grænsen i Sverige er på mellem 110 km/t og 120 km/t, ligesom der også i Danmark er mange motorvejsstrækninger med en hastighedsgrænse på 110 km/t. Kun i Polen må du køre hurtigere end 130 - nemlig 140 km/t.
Se oversigten over hastighedsgrænser i Europa
Detaljerede oplysninger om fartgrænser, sikkerhedsudstyr og andre særlige færdselsregler finder du under sektionen regler i udlandet.
Se også bødetaksterne for overtrædelse af bl.a. hastighedsgrænserne i de europæiske lande