I snart et halvt år har FDM tilbudt at gennemgå slutsedler for medlemmerne inden endelig handel. Foreløbig er 304 slutsedler blevet gennemgået minutiøst, og kun 10 gange har FDM stukket tommelfingeren i vejret uden bemærkninger.
I 165 tilfælde anbefalede FDM en række ændringer uden dog at fraråde handlen. Men de sidste 129 slutsedler var derimod så problemfyldte, at en handel blev enten helt eller delvist frarådet. I flere end fire ud af 10 forestående handler havde sælgeren altså ikke gjort papirarbejdet godt.
"Det er tankevækkende, at vi kun har fundet 10 helt problemfri slutsedler. Med så mange fejl eller forbehold er der stor risiko for at løbe ind i problemer efter købet. Der er derfor god grund til at få slutsedlen gennemgået inden endelig handel," siger jurist i FDM Casper Schad.
FDM forbehold er et tilbud til alle medlemmer, som kan få deres slutseddel gennemgået og få en rapport med FDMs anbefalinger til eventuelle rettelser og en vurdering af, om købsaftalen kan godkendes eller frarådes.
Nøgler og udeladt leveringsdato
Den hyppigste mangel ved slutsedlerne er, at det ikke står angivet, hvor mange nøgler, der følger med bilen. Det er ikke grund nok til at droppe købet, men er alligevel uhyre vigtigt at få med på papiret, selvom det kan virke mindre væsentligt.
"Hvis bilen bliver stjålet uden synlige tegn på indbrud, er det vigtigt at kunne dokumentere over for forsikringsselskabet, hvor mange nøgler man har haft til bilen," forklarer Casper Schad.
Desuden kan det være dyrt at anskaffe sig en ekstra nøgle til bilen, som ofte bliver brugt af flere. Findes der kun én, kan det være et argument til at presse prisen.
I næsten halvdelen af slutsedlerne har sælgeren heller ikke angivet, hvornår bilen skal leveres til køberen. Dermed er der reelt ikke nogen grænse for, hvor sent bilen kan leveres.
"Vi ser gang på gang, at sælgerne udskyder leveringen af bilen. Især med de nye, populære minibiler har der været lange leveringstider. Ved at have en dato på slutsedlen er der en grænse for, hvor lang tid man skal vente, inden man evt. kan hæve købet og finde en anden bil. Uden dato risikerer man at være forpligtet til at vente i meget lang tid.
Blandt de øvrige problemer med slutsedlerne er bl.a., at prisen for byttebilen ikke er angivet, at serviceeftersyn ikke er oplyst, og at der skal betales for meget i erstatning, hvis handlen annulleres. Et vilkår, der især går igen i mange slutsedler, er, at man ikke kan reklamere over mangler ved bilen efter levering.
"Dette vilkår er ulovligt. Forbrugeren har ret til at reklamere, og det kan sælgeren ikke ændre på," forklarer Casper Schad, der samtidig giver forhandlernes standardslutsedler en del af skylden for de mange fejl.
"Nogle af de ulovlige forhold er ikke nødvendigvis tilføjet af sælgeren, men indgår som standard i kontrakterne. Derfor er FDM løbende i dialog med branchen for at få ændret standardvilkårene i slutsedlerne, så der er færre fejl til gavn for alle parter," beretter Casper Schad.
Han spår dog, at der vil gå lang tid, inden man trygt kan købe uden rådgivning, og anbefaler derfor, at man får FDM til at gennemgå slutsedlen inden endelig handel.