På søndag stiller vi urene tilbage til dansk normaltid, hvilket betyder, at det igen bliver meget mørkt om morgenen, hvor rigtig mange børn og voksne er ude i trafikken på cykel, til fods, i bil m.m. Den mørke tid skydes i gang med Årets Refleksdag på torsdag 25. oktober, hvor Børneulykkesfonden uddeler reflekser til børn og andre bløde morgentrafikanter i landets større byer. Formålet med dagen er at sætte fokus på, hvordan reflekser hjælper med at skabe synlighed i trafikken i den mørke tid. FDM bakker op om projektet med en række videoer, der viser, hvor svært det kan være for bilister at se cyklister og fodgængere i mørket:
Selvom du ser en bil i mørket, er det ikke sikkert, at bilisten kan se dig. I mørket er det vigtigt, at du har reflekser på tøjet. Særligt de steder, som du bevæger som f.eks. arme, ben, håndled eller fødder. Det bedste er, hvis du også har lys på – og allerhelst blinkende lys.
FDM anbefaler
- Tag ansvar for din egen synlighed i trafikken – og hjælp dit barn med at gøre sig synlig
- Brug af trafikvest er en rigtig god måde at gøre sig synlig i mørket - FDM sælger f.eks. denne vest
- De små blinkende cykellygter er effektive og meget synlige i mørket – sæt dem eventuelt fast på tøjet
- Stå ikke helt stille, men bevæg dig - som minimum der, hvor dine reflekser sidder
- Gå altid imod trafikken, så du kan se bilerne på afstand
Refleksløbet - for både børn og voksne
I forbindelse med Årets Refleksdag afvikles i år for første gang Refleksløbet, som finder sted torsdag den 25. oktober i Fælledparken i København. Du kan tage hele familien med til Refleksløbet, hvor der afvikles løb for små og store efter mørkets frembrud.