
Skraldemanden viser sig at være en ligbleg zombie, og mens pigerne haster frygtsomt videre, står alle vi andre og skraldgriner. Vi vidste godt, at der var noget uldent ved ham – det er jo halloween i Tivoli i disse uger.
Læs mere om Halloween i Tivoli her
Få inspiration til efterårsferien fra FDM
Smukkere end jul

Selv om hekse, fugleskræmsler og uhygge måske ikke lyder som den rene idyl, er Tivoli i gyserdragt et fantastisk syn for store og små. 19.600 græskar pryder haven – mange af dem lyser orange i mørket.
Noget at lave for hele familien
Forlystelserne er åbne, men lige så dragende er alle boderne med godter og halloween-pynt. Her ligger flødebollefabrikker side om side med græskarboder med pynt til hjemmet, lakridskøkkener og mikrobryggerier. I restauranterne byder man på specielle halloween-menuer. Her er med andre ord noget for hele familien!

Helvedes forgård er nu – ikke overraskende – invaderet af monstre og genfærd, så den er forbudt for børn (under 12) og svage sjæle i alle aldre. Så det skal prøves!
Masser af shows
En Heksepakke med entré til Tivoli, turpas og lidt fastfood koster 225 kr. for børn under 8 år og 319 kr. for os andre og giver adgang til havens forlystelser. Men der følger mere med, for daglig er der shows, koncerter og optrædender, som er en del af besøget.
Der er Halloween-parade, hvor Tivoligarden får selskab af hekse. Der er heksecirkus. Der er klæd-ud-konkurrence. Og så er der ikke mindst forestillingen ”Kassander elsker penge” på Pantomimeteatret, hvor yndige ballerinaer battler med seje hiphop-drenge til musik, der kan få selv teenagere til at blive hængende. Det skal ses!
