EU gasser op for grønnere transport

EU-Kommissionen foreslår, at der opstilles 800.000 ladestandere til elbiler i hele Europa for at fremme miljøvenlig transport. FDM mener ikke, at ladestandere i sig selv vil gøre elbilerne mere populære blandt bilkøberne.

EU-Kommissionen vil have flere offentligt tilgængelige ladestandere
Bilist

EU-Kommissionen er kommet med et udspil for at få mere transport over på alternative drivmidler. Ved at gøre opladning med el og gas mere tilgængelig håber Kommissionen, at flere vælger el- eller gasbiler frem for de konventionelle benzin- eller dieseldrevne biler.

Udspillet lægger op til, at der skal være 5.000 offentligt tilgængelige elladestandere i Danmark i år 2020 og næsten 800.000 i hele Europa. Kommissionens udspil opererer med, at EUs medlemsstater i år 2020 samlet set har en flåde på 8-9 millioner elbiler, selvom flere lande har erkendt, at tidligere prognoser for salg af elbiler frem til år 2020 har været lige lovlig optimistiske.

Satser på flere teknologier

I udspillet understreger Kommissionen, at EU-landene bør satse på flere teknologier, og det bifalder FDM.

– Kommissionen lægger vægt på en teknologineutral tilgang til alternative drivmidler, hvilket FDM har opfordret til, siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i Økonomisk Politisk Sekretariat.

FDM er dog skeptisk over for Kommissionens tro på, at flere elladestandere vil udbrede elbilen.

– At elbilen stadig ikke har vundet indpas på det danske marked handler i højere grad om rækkevidde og pris end om opladningsmuligheder, siger Torben Lund Kudsk.