Euro NCAP præmierer sikkerhedsudstyr

Euro NCAP præmierer fire nye sikkerhedssystemer i ny sikkerhedstest. Afgifter gør dog systemerne for dyre for danske bilejere, kritiserer FDM, som efterlyser en afgiftsomlægning.

Euro NCAP har præmieret Skoda Octavia for sine hele fire nye sikkerhedssystemer
Bilist

Der er ikke bare fem flotte stjerner til samtlige biler i årets første Euro NCAP-crashtest. Det fælleseuropæiske testsamarbejde har også valgt at hædre den nye Skoda Octavia for sine fire nye sikkerhedssystemer. Systemerne bremser blandt andet selv bilen, hvis den kommer for tæt på forankørende eller i tilfælde af en ulykke, ligesom de selv lukker bilens ruder og strammer selerne, hvis bilen registrerer, at en kritisk situation er ved at opstå.

Sikkerhedssystemerne kommer imidlertid som fabriksmonteret ekstraudstyr og er dermed fuldt afgiftsbelagt i Danmark. Det gør dem så dyre, at FDM frygter, at danske bilejere ikke vil have råd til dem, hvilket får FDM til endnu en gang at efterlyse en afgiftsomlægning.

Se video med de nye sikkerhedssystemer fdm.dk/crashtest

Afgifter på trafiksikkerhed

”Med den nye Octavia sætter Skoda en ny dagsorden for sikkerhed i biler i mellemklassen, hvilket understreges af Euro NCAPs præmiering af de fire sikkerhedssystemer. Men da systemerne er fuldt afgiftsbelagt i Danmark, kan vi godt frygte, at det vil være begrænset, hvor mange der vil tilkøbe det. Det er ærgerligt, men illustrerer behovet for en afgiftsomlægning. Vi har svært ved at se meningen i, at man i Danmark på den måde lægger afgifter på trafiksikkerhed,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.

Mens Skoda Octavia altså skiller sig særligt positivt ud i årets første crashtest, er der også anerkendende nik til Renaults nye elbil Zoe, der kommer på markedet allerede til foråret. Også her er der fem flotte stjerner.

Elbil imponerer

”Renault Zoe er en spændende bil, der klarer crashtesten bedre end Renaults noget større elbil Fluence, som kom på markedet sidste år. Med Zoe viser Renault, at man sagtens både kan køre elbil og samtidig køre sikkert,” siger Søren W. Rasmussen.

De to sidste biler, der er testet i denne omgang, er Toyota Auris og Toyota RAV4. Ligesom de to øvrige opnåede begge biler også udmærkelsen fem ud af fem stjerner i crashtesten.

Læs alle resultaterne fra den seneste og tidligere Euro NCAP test på fdm.dk/euroncap